CV: Godt gået af gutterne
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Godt nok tabte FC København finalen ved Copa del Sol, men træner Carsten V. Jensen er alligevel tilfreds med indsatsen.
FC København formåede at spille sig frem til finalen ved træningsturneringen Copa del Sol, men i aftes tabte man så titelkampen mod Spartak Moskva. Trods det smalle 1-0-nederlag er træner Carsten V. Jensen tilfreds med turneringen.
- Når man tænker på, at det var fjerde kamp på 10 dage, så var det godt gået af gutterne. Godt arbejde. Vi er glade for, at vi har leveret en ok kamp, og at vi slipper herfra uden skader, siger Jensen til klubbens hjemmeside.
Finalen blev spillet blot 48 timer efter sidste gruppekamp, noget som betød store udskiftninger hos løverne.
- Det er også dejligt at se, at spillerne hiver sig selv op og leverer en god præstation efter at have været i træningslejr i så lang tid og have trænet og spillet i mange dage, siger CV.
FCK vender i dag hjem til Danmark.
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 08.02.2012 07:32