Chippen: EM hjælper klubjagt
Svenske Christian Wilhelmsson håber, at hans præstationer ved EM kan hjælpe ham til at finde en ny klub i stedet for Al-Hilal i Saudi Arabien, hvor han spiller nu.
De seneste fire år har den svenske offensivspiller Christian 'Chippen' Wilhelmsson spillet i den saudiarabiske klub Al-Hilal. Nu vil han gerne videre, og han håber EM har hjulpet på det mål.
- Selvfølgelig får mine præstationer betydning for klubberne. Det er vigtigt, for alle kigger mod denne slags turnering og disse store kampe, så jeg håber det giver et boost, siger 32-årige Christian Wilhelmsson til goal.com.
Det er dog ikke kun klubber og deres scouts, der har været vidne til 'Chippen' i god form. Adskillige svenske fans har også være på plads i Ukraine.
- De har hele tiden været der og støttet os rigtig godt. Selv til træning har de været, så det betyder meget, at vi kan give dem sådan en kamp, siger han.
Efter to nederlag til Ukraine og England sluttede Sverige af med at slå Frankrig 2-0. Det var dog ikke nok til at gå videre fra Gruppe D. De to kvartfinalepladser tog England og Frankrig.
Af: Morten Top
Lagt online: 21.06.2012 16:42