Demba-Nyrén og Utaka bag OB-sejr
 |
| Foto: Thomas Kjær / bold.dk |
Njogu Demba-Nyrén og Peter Utaka kom på tavlen i anden halvleg, da OB vandt en sikker 2-0-sejr over Elfsborg.
Træningsturneringen Copa del Sol har deltagelse af danske OB. Fynboerne vandt deres første kamp over Rosenborg, og i dag gjaldt det så svenske Elfsborg med Fredrik Berglund på holdet.
Det blev aldrig den helt store udfordring for OB at nappe den anden sejr i træningsturneringen. Efter en målløs første halvleg, hvor de stribede havde haft god kontrol over begivenhederne, kom målene efter pausen.
Ti minutter efter teen nettede Njogu Demba-Nyrén, da han pillede et indlæg fra Hans Henrik Andreasen ned og frækt vippede bolden over Ante Covic i Elfsborg-målet. Kort efter var det så Peter Utakas tur til at vise sin giftighed. Han blev sendt i dybden, og alene med Covic valgte han også at lobbe bolden over ham, og så var OB oppe med to.
Svenskerne fik aldrig svaret igen, og derfor vinder OB med 2-0.
Af: Søren Houlind
Lagt online: 06.02.2010 15:57