Dommer kom for sent til HB Køge-kamp
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
HB Køge tabte deres træningskamp mod slovakiske Tatran Presov med 3-2. Kampen blev forsinket, da dommeren på vej til kampen kørte forkert.
Superligaklubben HB Køge er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet, hvor holdet i dag klokken 10.00 havde sat slovakiske Tatran Presov stævne. Kampen måtte dog udskydes et kvarter tid, af en lidt mærkværdig grund.
En lokal tyrkisk dommer skulle dømme opgøret, men han var åbenbart kommet afsted uden sin GPS. I hvert fald kørte han forkert på vej til kampen, hvorfor man altså måtte vente et kvarters tid på første fløjt.
Tiden brugte HB Køge imidlertid bedst, for allerede efter to minutters spil bragte de sig i front, da Tobias Thomsen pressede en forsvarsspiller til at lave selvmål. Svanerne spillede generelt en god første halvleg, og kunne da også fortjent gå til pause foran 2-1, på det mål Fabinho scorede seks minutter pausetid.
I anden halvleg var det imidlertid slovakerne der overtog showet. Med et kvarter igen fik de udlignet efter klumpspil, og små ti minutter før tid sikrede de sig sejren på et kontraangreb.
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 03.02.2012 13:35