FC København-træner Ariël Jacobs kalder 2-1-sejren over FC Midtjylland for fortjent. Han savnede samtidigt endnu flere mål fra sit mandskab.
FC Midtjyllands cheftræner Glen Riddersholm revsede efter 2-1-nederlaget i Parken sine spillere for manglende skarphed. Og i den modsatte lejr savnede også FCK-træner Ariël Jacobs flere mål fra sine spillere.
Jacobs erkender, at FCM i anden halvleg fik skabt problemer for FCK.
- De lykkedes med deres lange bolde, og fik skabt nogle farlige situationer, men vi havde også selv chancerne - og jeg synes ikke, vi var heldige i et par situationer, som for eksempel da Lars Jacobsen ramte indersiden af stolpen. Også Thomas Delaney var millimeter fra at score, og det var også meget tæt på, at Danny Amankwaa havde fået scoret. Der er ingen tvivl om, at havde vi fået det tredje mål, så havde kampen været endeligt afgjort, siger Jacobs til FCK's hjemmeside og fortsætter:
- Men vi lærte også at overleve en kamp, hvor modstanderen smider alt frem i en alt eller intet satsning. Vi skaber otte-ni chancer mod deres tre chancer, og vi vinder fortjent kampen. Jeg håber, at de mål vi ikke fik i dag, er blevet gemt til andre kampe, hvor vi har mere brug for dem.
FC København møder næste weekend SønderjyskE ude. Inden da gæster man Molde i Europa League.