FC Nordsjælland glæder sig over at have forlænget kontrakten med anfører Nicolai Stokholm, der både på og uden for banen betragtes som en leder.
Nicolai Stokholm er klar til at tage endnu en tørn i FC Nordsjælland, så han har i dag sat sin signatur på en ny, etårig kontrakt. Det skaber glæde i klubben, hvor Stokholm i en årrække efterhånden har været en vigtig brik i udviklingen.
- Nicolai Stokholm er en rigtig leder både på og uden for banen, og han er en vigtig rollemodel for alle vores unge spillere i klubben. Han har været og er en vigtig brik i opbygningen af det nuværende hold, og heldigvis nu også en vigtig brik i videreudviklingen af holdet, siger sportsdirektør Jan Laursen til klubbens hjemmeside.
- Jeg tror alle der har set vores kampe kan skrive under på, at Stokholm går forrest både mentalt og fodboldmæssigt. Og vi ser forlængelsen her som et signal om, at vi i FC Nordsjælland ikke er mindre ambitiøse mht. næste sæson.
Stokholm har været i FCN siden januar 2009. Han står i alt noteret for 301 kampe i Superligaen.