Advokaterne der behandler AKP Holdings konkurs kører nu sag mod FC Nordsjælland-ejer Allan K. Pedersen. Man går efter fuld medhold, og sker det kan FCN-ejeren miste en formue
I efteråret 2008 lavede FC Nordsjællands ejer Allan K. Pedersen en manøvre for at redde FC Nordsjælland fra at ryge med i AKP Holdings konkurs. Han solgte klubben fra sit selskab AKP Holding til sig selv, men ifølge kurator på det nu konkursramte holdingselskab skete det alt for billigt.
Kurator Pernille Bigaard oplyste, at prisen var 500.000, men ifølge hendes beregninger burde prisen have været mere end 70 gange så meget, nemlig 35,8 millioner kroner. Parterne har siden forsøgt at nå frem til et forlig, men det lykkedes ikke, og nu kører sagen så i landsretten.
- Vi går efter at få fuld medhold og få de 35,3 millioner koner. Vi mener, at han har solgt et aktiv for 500.000, men som var 35,8 mio. værd. Det er alt for lidt, siger advokat Michael Vilhelm Nielsen fra advokatfirmaet Plesner, der kører sagen mod Allan K. Pedersen på vegne af kurator.
- Vi lægger jo ikke sag an, hvis vi mener, vi har en dårlig sag. Vi gør det ikke for at ødelægge fodboldklubben, men vi går efter ejeren og aktionærerne, siger advokaten til B.T.
Afhængig af, om sagen bliver anket til højesteret kan der gå alt fra et til fire år, før der falder en afgørelse.