FC Nordsjælland har hele syv spillere med på Ligalandsholdet, noget der får spillerne til at hylde præstationerne i efteråret.
Morten Olsen udtog i dag truppen til Ligalandsholdets tur til Thailand i januar måned. I truppen fandt man hele syv spillere fra FC Nordsjælland, som i efteråret har præsteret fantastisk og overvintrer på andenpladsen i ligaen.
- Jeg havde drømt om det, men jeg havde ingen forventninger, så jeg er meget glad. Det er kulminationen på et godt halvår for hele kollektivet i FC Nordsjælland. Når man som hold spiller godt, kommer de enkelte spillere også til at se bedre ud, siger Søren Christensen til klubbens hjemmeside.
- Det her Ligalandshold er en anerkendelse af, at vi har gjort en god figur, og jeg har hele tiden fulgt Kasper Hjulmands råd: Han sagde til mig, at jeg bare skulle gå ud og angribe ligaen. Han har overbevist mig om, at det kan lade sig gøre, supplerer Patrick Mtiliga.
Udover Christensen og Mtiliga har FCN Jores Okore, Jesper Hansen, Andreas Bjelland, Tobias Mikkelsen og Mikkel Beckmann med i truppen.