Farlige Frank: Sådan lidt klumpe-dumpe
 |
| Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk |
Selvom formen langt fra er i top på nuværende tidspunkt, så nyder Frank Kristensen og FC Midtjylland i den grad at være kommet på spansk græs.
FC Midtjylland er i disse dage langt væk fra sne og sjap, da klubben er rejst på træningslejr i Spanien. Siden november har de midtjyske ulve trænet på kunstgræs, så det var en flok glade spillere, der i dag fik rigtig græs under støvlerne.
- Det var dejligt, at få græs under støvlerne. Vi er jo som køer, der kommer på græs for første gang. Vi er sådan lidt klumpe-dumpe - vi tror, vi kan en hel masse, men lige pludselig er der ikke så jævnt som inde i Stadome. Så vi skal lige have styr på boldene igen, fortæller frank Kristensen på klubbens hjemmeside.
- Først og fremmest er vi jo med i en turnering, hvor vi kommer til at møde nogle lidt anderledes modstandere, end vi normalt møder. Og så skal vi jo bare have banket ind i hovederne, at vi skal vinde de kampe, som vi spiller. Vinderindstillingen skal helt op og ringe, lyder det fra Farlige Frank.
FC Midtjylland skal i morgen spille den første kamp i La Manga Cup, og her gælder det norske Brann Bergen.
Af: Jakob Dueholm
Lagt online: 18.02.2010 17:28