Fin interesse for Pompey
Ifølge Andrew Andronikou, der administrerer Portsmouth FC har 12 forskellige investorer meldt interesse i den synkende Premier League-klub.
Med en samlet gæld på over 650 millioner skulle man tro, at eventuelle købere ville holde igen med interessen for at købe sig ind i Premier League-klubben Portsmouth FC, alligevel er der 12 forskellige investorgrupper, der har meldt sig i kapløbet.
Men det bliver ikke den første og bedste, der løber med ejerskabet, det afslørede Andronikou torsdag.
- Vi har modtaget omkring et dusin henvendelser fra interesserede. Vi må sætte os ned først og se på finansieringen, siger Andronikou ifølge ESPN.
- Der er ingen tidshorisont. Vi forhaster os ikke. Vi vil gøre det ordentligt. Vi har brug for en velovervejet strategi. Det handler om, at overgive klubben til hænderne på nogle, der tager sig godt af klubben, og sørger for at den stadig er i en god position om tre, seks, ni måneders tid, slutter Andronikou.
Portsmouth er placeret på sidstepladsen i Premier League 13 point fra Burnley på 19. pladsen.
Af: Mikkel Christoffersen
Lagt online: 04.03.2010 18:49