1. divisions-klubben Fredericia skal alligevel ikke på træningstur til Tyskland, da arrangøren ikke har kunnet levere som lovet. Under al kritik, mener cheftræner Thomas Thomasberg.
FC Fredericia skulle i næste uge have været på træningstur til Tyskland som en vigtig del af 1. divisions-klubbens forberedelser til den kommende sæson. Men den er nu aflyst, da arrangøren ikke har kunnet levere modstandere som lovet.
- Det er simpelthen under al kritik. Vi lagde med tillid vores opstart i hænderne på Jakobsen Sport, der har haft måneder til at planlægge vores træningskampe i Tyskland, og så aflyser han med fem dages varsel, det et så uprofessionelt, siger cheftræner Thomas Thomasberg til klubbens hjemmeside.
Thomasberg er nu i stedet på jagt efter en testmodstander i Danmark og Nordtyskland, men erkender, at det er vanskeligt at finde, da de fleste allerede har sine træningskampe på plads.