Graulund revser dommeren: Han er til grin
 |
| Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk |
AGF-angriberen Peter Graulund afleverede efter 2-2-kampen mod OB en voldsom kritik af dommer Michael Johansen.
En intens og dramastiks affære mellem AGF og OB sluttede uafgjort 2-2. Dommer Michael Johansen havde flere kontroversielle kendelser undervejs, og ifølge AGF-angriber Peter Graulund bar han en del af skylden for, at kampen til tider udviklede sig til en næsten ond affære.
- Dommeren havde overhovedet ikke kontrol over kampen i dag. Han løb rundt som en nervøs skoledreng. Han kan give Benny Feilhaber et frispark, inden han koger over og sparker en af deres ned og så får et gult kort på det, sagde Graulund til TV2 Sport efter opgøret og tilføjede:
- Han var helt til grin. Jeg synes, det var en pinlig og flov indsats fra hans side på alle punkter. Jeg kan ikke gå i detaljer, for så kan jeg remse op ind til midnat. Men det var ens for begge hold.
Alt var dog ikke helt skidt ifølge Graulund. Det straffe, der blev begået imod ham, var nemlig i orden ifølge angriberen.
Af: Søren Houlind
Lagt online: 03.08.2009 21:34