HB Køge giver Rygaard løbepas
 |
| Foto: Torben Ahlborn / hbkoge.dk |
Mikkel Rygaard har fået lov til at se sig om efter en ny klub. Lykkedes det ikke at finde ny arbejdsgiver i vinterpausen, bliver midtbanespilleren i HB Køge frem til sommer.
For et år siden hentede HB Køge Mikkel Rygaard hjem fra Charlton. Midtbanespilleren fik en del chancer i 1. division, men siden oprykningen til SAS Ligaen har Rygaard ikke spillet en eneste kamp på førsteholdet.
Den situation er ikke holdbar for det 18-årige talent, der nu har fået at vide, at han gerne må se sig om efter en ny klub.
- Jeg var da lidt overrasket, da jeg fik det at vide af Per (Rud) og Auri (Skarbalius), og jeg var nok lidt mærket af det i den første uges træning. Men vi har fået snakket om det, og det er vel egentlig okay, siger Rygaard til sn.dk.
- Jeg har da selv lyst til at komme videre, for at spille i danmarksserien er ikke det bedste for min udvikling. Det mest optimale er, hvis jeg kan finde en 1. divisions-klub, men 2. division kan også være fint nok.
Lykkedes det ikke Rygaard at finde en ny klub i vinterpausen bliver han i HB Køge, hvor han har kontrakt frem til sommer.
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 03.12.2009 12:58