Helveg: Vi er bedre end FCK
 |
| Foto: Thomas Kjær / bold.dk |
OB-backen Thomas Helveg mener, at fynboerne har et bedre fodboldhold end mestrene fra FC København.
OB og FC København er nævnt som de to største favoritter til at vinde DM-guldet. Ved vinterpausen fører fynboerne SAS Ligaen med et enkelt point ned til løverne, og OBs erfarne højre back Thomas Helveg er inden forårets kampe ikke i tvivl om styrkeforholdet mellem de to konkurrenter.
- Vi er bedre end FCK, siger han til sporten.dk og understreger samtidig, at OB skal kende sin besøgelsestid.
- Der sker nogle interessante ting lige nu. Brøndby har haft nogle problemer, og FCK er på vej ud af en god æra. OB er i fremdrift, og der ligger nogle meget interessante muligheder med Champions League. Det er en fantastisk mulighed for os i forhold til konkurrenterne, lyder det.
Første opgave for OB i foråret bliver udekampen mod FC Midtjylland den 6. marts.
Af: Søren Houlind
Lagt online: 05.02.2010 16:07