Köln-matchvinder: Lykkelig
FC Kölns matchvinder fra kampen i søndags, Odise Roshi, er lykkelig over fuldtræfferen og beretter, at han har høstet mange lykønskninger efterfølgende.
Tidligere i dag kunne det læses, at Köln-træner Ståle Solbakken mente, at matchvinderen fra 1-0-sejren i søndags, Odise Roshi, kun var god i to minutter, hvorefter han forsvandt ud af kampen. Roshi selv er dog lykkelig over fuldtræfferen.
- Jeg er meget lykkelig over, at vi fik tre point mod Kaiserslautern og efter så lang tid igen vandt på Betzenberg (Kaiserslauterns hjemmebane, red.). Vi var klar over, at det var en meget vigtig kamp for os, og jeg er selvfølgelig glad for, at jeg scorede det afgørende mål, udtaler Roshi til klubbens officielle hjemmeside.
Ståle Solbakken udtalte sarkastisk, at Odise Roshi sikkert forsvandt ud af kampen, fordi han kun tænkte på at ringe hjem til Albanien og berette om målet. Helt galt har Solbakken tilsyneladende ikke været på den, idet Roshi samtidigt fortæller, at han har høstet mange lykønskninger fra venner og familie i hjemlandet.
Med den vigtige sejr på kontoen befinder Köln sig på 9.-pladsen i Bundesligaen.
Af: Lasse Munkholm
Lagt online: 06.02.2012 16:43