Krøldrup færdig i Fiorentina
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Per Krøldrup får ikke sin aftale med Fiorentina forlænget, men ifølge hans agent er man i dialog med en anden europæisk klub. Rygter om MLS-klubben FC Toronto er ikke sande, fastslår agenten.
Den tidligere landsholdsspiller Per Krøldrup har kontraktudløb med Fiorentina denne sommer, og når truppen starter op efter ferien under den nye træner Vincenzo Montella bliver det uden danskeren. Det bekræfter hans agent Ippolito Gallovich, og dermed slutter seks og et halvt års samarbejde mellem Krøldrup og Fiorentina.
- Per fortsætter ikke i Fiorentina. Vi er i øjeblikket i dialog med en anden klub, men jeg kan ikke sige mere om det lige nu, siger Gallovich til bold.dk og tilføjer:
- Det bliver ikke et problem at finde en ny klub til Per. Flere klubber fra forskellige lande i Europa har vist interesse for ham, så det skal nok lykkes.
32-årige Krøldrup har haft en skadesplaget år og har ikke været i kamp for Fiorentina siden 15. maj 2011.
- Han har kæmpet hårdt for at komme tilbage, men det har rigtigt nok været et vanskeligt år for ham. Han er forhåbentligt helt spilleklar i slutningen af juli, siger agenten, der blankt afviser historierne i de italienske medier om, at Krøldrup skulle være på vej til den canadiske MLS-klub FC Toronto.
- Nej, nej, det er ikke sandt. Vi arbejder på at finde en klub i Europa til Per.
Krøldrup, der også har klubber som B93, Udinese og Everton på CV'et, nåede 148 kampe i Viola-trøjen.
mikael@bold.dk
Af: Mikael Blond
Lagt online: 18.06.2012 11:15