Lars O: Lindegaard tog ikke udfordringen op
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Lars Olsen vil ikke kalde det en brøler, at han ikke gav Anders Lindegaard chancen i OB. Træneren mener ikke, at keeperen tog kampen op.
OB kunne ikke bruge Anders Lindegaard, der derfor blev sendt til norske Aalesund. Her udviklede han sig så meget, at han nu er målmand i den engelske storklub Manchester United.
Mange OB-fans undrer sig over, hvorfor stjernen ikke kunne bruges i deres klub, men Lars Olsen, der var træner hos fynboerne, da Lindegaard var i klubben, afviser at have begået en fejl.
- Jeg har selvfølgelig taget fejl flere gange i min karriere, og jeg er aldrig bange for at indrømme dem. Men lige omkring Anders vil jeg ikke sige, at han var en brøler, siger Olsen til B.T.
- For Anders havde været på lige vilkår med Roy Carroll, når han kom tilbage, og så kunne han have kæmpet sig til pladsen som førstemålmand. Men han ville ikke tage udfordringen op dengang.
Lindegaard blev sådan set førstekeeper i OB, men en skade satte ham ud, hvorfor fynboerne hentede Carroll, som inddirekte var skyld i Lindegaards skifte til Aalesund.
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 30.01.2012 07:37