Lodberg forlænger i Horsens
 |
| Foto: Allan Baden |
AC Horsens har forlænget aftalen med Niels Lodberg, så samarbejdet nu gælder frem til sommeren 2012.
Niels Lodberg kom til AC Horsens i 2004 og markerede sig i starten som en angriber med mål i støvlerne, men er siden blevet trukket længere tilbage på banen. Her har han gjort det så fornemt, at klubben endnu en gang har ønsket at forlænge samarbejdet, og nu har Lodberg så sat sin autograf på en kontrakt gældende frem til sommeren 2012.
- Jeg er rigtig glad for, at det endelig er faldet på plads, for AC Horsens har hele tiden været min førsteprioritet, og jeg nyder at komme på arbejde hver dag. Klubben er inde i en god udvikling, og tingene er ved at blive bygget op igen efter et drøjt år, hvor vi rykkede ned. Vi har det helt rigtige setup i Horsens, faciliteterne er i top, og der skal spilles SAS Liga-fodbold på CASA Arena Horsens, fortæller Niels Lodberg i en pressemeddelelse.
- Niels Lodberg er anfører og en vigtig brik for AC Horsens, så jeg er rigtig glad for, at han fortsætter i klubben. Han er en type, der altid giver sig 100 procent, og han kan bruges på forskellige positioner. Derudover har han den rette AC-ånd, han arbejder hårdt, og selvom det er opad bakke, så smider han ikke håndklædet i ringen, fortæller cheftræner Johnny Mølby.
Niels Lodberg, der oprindelig havde kontrakt med AC Horsens frem til sommer, skal i foråret forsøge at hjælpe klubben tilbage til SAS Ligaen.
Af: Søren Houlind
Lagt online: 19.02.2010 10:05