Lykkelig Bertolt: Har aldrig løbet så meget
 |
| Foto: SønderjyskE |
En hårdtarbejdende Morten Bertolt havde næstsidste fod på, da SønderjyskE i sidste minut dukkede AGF og vandt 1-0 på et mål af Kenneth Fabricius.
SønderjyskE hev i sidste minut en 1-0-sejr i land, da de i dag havde besøg af AGF. Gæsterne sad på store dele af kampen, men ineffektivitet foran mål kom til at koste dyrt for AGF, da Morten Bertolt i de døende sekunder sendte bolden ind til Kenneth Fabricius, som sikrede SønderjyskE de tre point.
- Jeg tror, at det er den kamp, som jeg har løbet mest i. Det føles helt enormt så mange sideskift, vi måtte lave. Det var en arbejdssejr, det her. Det var meget vigtigt, at vi stod tæt sammen i kæderne og fik presset fremad, men alligevel fik vi ikke gjort det i første halvleg. De fik hele tiden lov til at spille de der små afleveringer, som de er de bedste til i ligaen, lyder det fra Bertolt til TV 2 sport.
- I anden halvleg kommer vi længere frem og får presset dem lidt. Vi starter som lyn og torden og kunne have scoret tidligere, men de har selvfølgelig også deres chancer, fortæller Bertolt, som forsøger at beskrive, hvad der skete i de døende sekunder.
- Det er en lang bold, som bliver lagt op, og så går jeg bare på den. Steffen Rasmussen ser ud til at gå lidt forkert af den, og jeg overvejer, om jeg skal skyde, men det var nok meget godt, at jeg sendte den ind i hovedet på Fabricius, som scorede, lyder det fra en glad Morten Bertolt.
Af: Jakob Dueholm
Lagt online: 19.10.2009 21:18