Mads Laudrup testes i Ajax
![]() |
Den blot 17-årige Mads Laudrup skal til prøvetræning i hollandske Ajax Amsterdam, hvor farmand Michael Laudrup også spillede en overgang.
Den 17-årige FC Københavnspiller Mads Laudrup, der netop har fået sin officielle debut på FCKs bedste mandskab i Royal League-opgøret mod Lillestrøm, skal til prøvetræning i den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Det kunne den hollandske tv-station RTL 7 løfte sløret for mandag aften.
Ajax Amsterdam har tidligere haft Mads Laudrups kendte far Michael Laudrup på holdet, da han i sæsonen 1997-1998 spillede sin sidste sæson som professionel. Her var han med til at vinde både mesterskabet og pokalturneringen for klubben.
I øjeblikket råder Ajax Amsterdam over to andre danske spillere: Kenneth Perez og Michael Krohn-Dehli.
Mads Laudrup skulle ifølge hollandske medier også være et emne i en anden af Michael Laudrups tidligere klubber, nemlig den spanske kongeklub Real Madrid.









