Martin J: Fortsætter så længe lysten er der
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Martin Jørgensen vil fortsætte i AGF, så længe lysten er, og han tvivler ikke på, at en aftale med AGF nok skal falde på plads.
AGF sportsdirektør Brian Steen Nielsen var for nyligt ude og sige, at han ikke ser de store kvaler i at forhandle en ny aftale på plads med Martin Jørgensen, da Jørgensens passion for klubben er større end kravet om løn. Martin Jørgensen siger nu selv, at så længe lysten er der, så bliver hans hos de hvide.
- Der er ingen tvivl om, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke har lyst eller ikke kan være med mere, men jeg håber, jeg selv får lov til at bestemme, hvornår det tidspunkt skal være, siger Martin Jørgensen stiften.dk og fortæller, at han er lidt forbeholden i forhold til, hvor længe, han tror, han kan bevare fodboldmotivationen.
- Det er klart, at det ikke er sjovt at stoppe midt i en sæson, så det optimale er vel at forlænge med et år, men lad os nu se, hvad der sker. Skulle jeg miste lysten næste vinter, så er jeg sikker på, at vi også finder ud af det. Så vil Brian Steen nok gerne spare min løn.
Jørgensen kom tilbage til AGF i 2010 efter at have spillet størstedelen af sin seniorkarriere i Italien.
Af: Nicklas Vinde
Lagt online: 04.02.2012 21:29