Martin P: Ville gerne være blevet
![]() |
| Foto: Benjamin Lybecker / bold.dk |
Martin Pedersen forlader AaB til sommer, men den hårdtarbejdende back ville gerne være blevet hos nordjyderne.
AaB har netop meldt ud, at Martin Pedersen stopper i klubben, når hans kontrakt til sommer udløber. En beslutning som er truffet i samråd mellem sportsdirektør Lynge Jakobsen og Martin Pedersen, men spilleren selv, ville gerne være blevet.
Sådan bliver det imidlertid ikke, og derfor skal Pedersen nu til at kigge sig om efter andre muligheder.
- Det er en mærkelig fornemmelse. Det er min barndomsklub, jeg har været i AaB næsten altid, og det er sgu lidt en underlig fornemmelse. Men efter at Lynge og jeg har haft en god snak, så er der ikke den store tvivl om, at det er tid til at prøve noget nyt, siger Pedersen til bold.dk.
Hvad skal der så ske til sommer?
- Jeg er lidt ambivalent omkring det. På den ene side, så ved man godt, at jeg gerne ville være fortsat i AaB. Nu bliver det ikke AaB, så kan man måske tage til udlandet og tjene nogle flere penge, men jeg har det også sådan, at jeg stadig har ambitioner, siger Pedersen.
- Det er måske ikke lige tidspunktet nu, hvor man skal tage til en ukrainsk 1. divisionsklub for at tænke på pengene. Derimod er noget spændende fra SAS Ligaen bestemt værd at tygge på.
Pedersen har i sin tid i AaB været både reserve og stamspiller, de seneste halvandet år, hvor det er blevet til UEFA Cup, Champions League og et mesterskab, har han dog kunnet skrive stamspiller på visitkortet.
- Der er ingen tvivl om, at alle de kampe jeg har fået, pynter på CV’et. Jeg føler, at jeg har vist nogle gode ting, i den tid jeg har spillet for AaB, blandt andet har jeg, når jeg har spillet, altid været nummer et eller to på assistlisten, siger Pedersen.
- Sådan nogle ting bliver der lagt mærke til, og jeg håber da, at der er nogle klubber som har brug for sådan en spiller.
Martin Pedersen har spillet 134 kampe for de bolchestribede nordjyder.
jesper@bold.dk
| Ishockey: Nielsen fik snæver udesejr | |
| Cykling: Par nummer 7 rundet til sidst | |
| Håndbold: Matchfakta: Dame Håndbold Ligaen |









15 kommentarer