Modstanderforvirring undrer Lyngby
Lyngby har indtil videre haft svært ved at finde ud af, hvem de skal møde på deres træningslejr, noget som undrer A+-træner Christian Nielsen.
Superligaklubben Lyngby er i øjeblikket på træningslejr i Tyrkiet, hvor de har optimale betingelser til at træne. Men når det kommer til træningskampene, er det straks noget sværere for de kongeblå.
Søndag troede man at der stod Metalurg Donetsk på menuen, men i stedet dukkede FC Vaslui op, og mandag var det så CSKA Moskvas U21-hold som mødte frem, i stedet for de ventede Zenit St. Petersborg-reserver.
- Vi fik af vide søndag aften, at det måske var CSKA der kom. Men vi var alligevel i tvivl ved kampstart og måtte lige frem og se på logoer, inden vi var helt sikre. Det hele har lidt sit eget liv hernede, siger A+-træner Christian Nielsen til klubbens hjemmeside.
Lyngby skal - efter planen - spille næste træningskamp fredag, hvor Amkar Perm måske dukker op. Ellers kommer der nok en anden modstander.
Af: Jesper Helmin
Lagt online: 21.02.2012 14:36