Mølby: Vil gerne prøve udlandet
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
AC Horsens' cheftræner Johnny Mølby snakker blandt andet Erik Rasmussen, udlandsambitioner og chancerne for at sikre en pokal til skabet i foråret, når han her svarer på spørgsmål fra bold.dk’s læsere.
I den forgangne uge gav bold.dk brugerne mulighed for at stille spørgsmål til AC Horsens' cheftræner Johnny Mølby. Mange benyttede sig af muligheden, og redaktionen har udvalgt nogle af spørgsmålene. I går blev de første besvarelser bragt. Her følger resten.
Sebber: Udviklingen i Horsens seneste 10 år været ganske positiv. Har klubben reelt set nået et loft nu, eller ser du det som en realistisk mulighed, at I konsoliderer jer som en subtopklub i Danmark på længere sigt?
- Jeg synes ikke, vi er nået noget loft. Vi har været gennem en rigtig god og positiv udvikling som klub og i min tid nået de målsætninger, vi har opsat. Vi har lagt på spillemæssigt og spiller den form for fodbold, vi gerne vil. De spillere, vi har hentet på det seneste, kunne vi ikke hente for fem-seks år siden, og det siger noget om, at klubben har investeret fornuftigt.
- Hvis jeg kigger på vores trup i forhold til konkurrenterne, så mener jeg, vi har lige så gode muligheder for at blive treer eller firer som de andre.
- På længere sigt kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal kunne etablere os. Jeg ved godt, at andre klubber har større økonomier end os, men vi har en stil og en commitment i den her klub, som vi lever meget af. Arbejdsmoralen er stor, og vi vil alle det samme. Hvis vi kan holde fast i de ting og gøre de rigtigte ting på transfermarkedet, så tror jeg også, vi kan bide os fast i top-syv.
-TrashTalking-: Ser du nogen realistisk chance for at du kan hive et trofæ til Horsens? En pokaltitel naturligvis.
- Af de tilbageværende hold er FCK storfavorit, men vi har en realistisk chance for at nå finalen. Og hvis vi er dygtige nok til at sende HB Køge ud, så plejer vi jo at spille nogle tætte kampe mod FCK. Gør vi alt rigtigt, så kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skal kunne lade sig gøre.
- Det er et godt stykke tid til semifinalerne endnu, og indtil da er vi med i ligaen på fjerdepladsen med tre point op til FC Midtjylland og med et tæt forfølgerfelt bag os. Vi vil begge dele, men det er klart, at vi må se på situationen, når vi kommer tættere på semifinalerne. Jeg mener godt, vi kan satse på begge dele. Det kræver den rigtige dosering af spilletid til de forskellige, for vi kan ikke gennemføre programmet som vi gerne vil med 11-12 mand. Det kan ikke lade sig gøre.
PeterVenkman: Sportsdirektør Jesper Hansen er blevet rost meget for sin ageren på transfermarkedet de seneste vinduer. Men hvor stor en rolle spiller du i, hvem der skal hentes ind på holdet?
- Det er et parløb mellem Jesper og jeg, hvor vi hele tiden snakker om, hvordan vi kan optimere truppen. Vi diskuterer det meget, også med resten af trænerteamet, og det er så op til Jesper at få lukket handlerne.
- Vi er helt sikkert er rigtigt, rigtigt godt tilfreds med de seneste vinduer, og det er noget, vi bruger meget tid på. At rent strategisk finde ud af, hvad vi vil og så få lukket aftalerne i god tid, hvis det kan lade sig gøre.
Roy Batty: Du har som aktiv spillet i Frankrig, Tyskland og Belgien. Men har du som træner ambitioner om udlandet? Hvis, ja hvor? Og hvorfor tror du, så få danske trænere får/tager chancen i udlandet?
- Det er svært at planlægge den slags, men jeg vil helt sikkert gerne prøve mig af i udlandet på et tidspunkt, hvis det rigtige tilbud kommer. Som spiller befandt jeg mig godt de forskellige steder og var glad for at være udenlands. Lige hvor det eventuelt skulle være, har jeg slet ikke tænkt over.
- Jeg tror, de danske trænere har lidt under det renomme som dansk fodbold har haft. Det har været svært som dansker at komme ind i større ligaer. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at danske trænere er fuld på højde med trænere fra alle mulige andre lande.
- Svenskerne har haft lidt flere folk ude, men det tror jeg ændrer sig. Den danske liga bliver uden tvivl set på med mere positive øjne end den svenske lige nu. Vi må håbe det ændrer sig, og selvom han er nordmand, så er det da glædeligt at se Ståle Solbakken få chancen efter at have været i Danmark.
Emilfu: Erik Rasmussen var godt nok cheftræner, men hans mangler blev i manges øjne i høj grad udstillet i forårssæsonen. Var du i virkeligheden hjernen bag AGFs flotte halvsæson i den sæson, de rykkede ned?
- Det vil jeg ikke rigtigt forholde mig til. Jeg var der ikke, da det gik galt. Jeg kan kunne sige, at jeg havde et supergodt forhold til Erik. Han er fantastisk dygtig til rigtigt mange ting og vores samarbejde fungerede glimrende.
- Erik har et fantastisk touch med hensyn til mandskabsbehandling og mennesker generelt. Han er god til at få en masse positiv energi ind i en gruppe. Man suger til sig fra alle mennesker, man arbejder sammen med, og i forhold til Erik er der ingen tvivl om, at jeg har taget nogle ting med i forhold til mandskabsbehandling. Men man skal være sig selv først og fremmest og ikke spille en rolle, så jeg gør det på min egen måde.
mikael@bold.dk
Af: Mikael Blond
Lagt online: 05.02.2012 10:00