Næsby-træner: På dagen var vi bedre
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Næsby slog her til eftermiddag Thisted på udebane med 3-1, og fynboernes cheftræner Jens Letort var en glad mand efter fortjent at have sejret mod en af de formodede oprykningskandidater. Næsby var bedre på dagen, mener han.
Næsby blev suverænt nummer to i 2. division vest i sidste sæson, og i dag fik klubben så en ønskestart på den nye sæson, da det blev til en flot 3-1 sejr ude over Thisted. Træner Jens Letort var da også en glad mand efter kampen, eftersom sejren kom i hus mod en af de formodede oprykningskandidater.
- Vi er utroligt glade for sejren, for der er ingen tvivl om, at Thisted er et af de hold der kommer til at være med i kampen om oprykning, men på dagen i dag var så bare en tand bedre, siger han til bold.dk, og glæder sig over at holdets unge angriber, Patrick Naundrup, fik gang i målene fra starten af.
- Han startede også rigtig godt sidste år, men fik så lidt begrænset spilletid da Anders Jacobsen begyndte af lave mange mål. Derudover var han skadet hele foråret, men Patrick var rigtig sulten, og vi havde egentlig valget mellem tre-fire gode angribere, og det var jo så heldigt nok at vi valgte Patrick fra start i dag, siger han.
Næsby fik i sidste sæson skrabet hele 70 point til sig, og endte som nummer to i 2. division vest, mens dagens modstander fra Thisted endte på fjerdepladsen.
Af: Michael Kellberg
Lagt online: 05.08.2012 18:11