Nicklas Pedersen træt af reservetjans
 |
| Foto: Groningen |
Det huer bestemt ikke Nicklas Pedersen at være reduceret til indskifter i Groningen, og der er grænser for landsholdangriberens tålmodighed.
Nicklas Pedersen tilbringer mere tid på bænken end banen i den hollandske klub Groningen, og det er landsholdsspilleren godt træt af.
- Klubben valgte et par uger inden sæsonstarten at gøre min direkte konkurrent til anfører. Så ved man, at det bliver halvsvært. Jeg har forsøgt at få noget positivt ud af det, og jeg er blevet stærkere, fordi jeg har haft mere tid til at styrketræne, men det er jo det inde på banen, det handler om, siger angriberen til bold.dk.
- Jeg mener, at jeg bør spille, men det er svært at nå at vise ret meget på ti minutter. Træneren giver udtryk for, at han stadigvæk tror på mig, og det må jeg jo tro på. Ellers ville han vel ikke sige det. Men det har ikke rigtig vist sig i spilletiden.
Hidtil i sæsonen er det blevet til otte ligakampe for 24-årige Pedersen, heraf de seks som indskifter, og med en EM-slutrunde for døren sættes hans tålmodighed på en prøve.
- Jeg kan ikke leve med det her i særlig lang tid, for jeg skal spille det næste halve år for at komme med til EM. Vi må se her til vinter, om klubben har lyst til at bruge mig eller ej og tage den derfra, lyder det.
- Det kan godt være, at jeg må søge andre steder for at få spilletid, men først skal jeg have mig en snak med klubben. Jeg har en kontrakt her, og hvis klubben ikke vil lade mig gå, så er det deres valg.
Nicklas Pedersen, der har syv A-landskampe på cv’et, kom til Groningen fra FC Nordsjælland i 2009 og har kontrakt halvandet år endnu.
Af: Jesper Olsen
Lagt online: 09.12.2011 18:33