OB sparer profiler frem mod Getafe-kamp
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Hverken Alte Roar Håland eller Rurik Gislason kommer i kamp mod FC Nordsjælland i morgen, men de kunne ifølge klubbens læge godt spille, men det handler om prioritering. Også unge Daniel Høegh er ude.
OB har hverken Rurik Gislason eller Alte Roar Håland med, når man i morgen møder FC Nordsjælland hjemme i Odense, men det er mere en beslutning, der handler om prioritering i forhold til torsdagens kamp i Madrid mod Getafe end skader.
- Rurik er ikke skadet som sådan, men han har spillet mange kampe, og det er et spørgsmål om at dosere, så vi ikke overbelaster lysken. Det er ikke en skade, der er opstået i landskampen, og hvis vi ville, kunne vi også have brugt ham, men med så mange kampe i vente er det en god ide at lade ham sidde over engang i mellem, siger OB's læge Christen Villberg til bold.dk og forsætter:
- Alte er sådan set klar og træner med, men igen er det et spørgsmål om at være fornuftig. Anders Møller Christensen er ude med karantæne på torsdag, så vi vil ikke risikere at noget bryder op igen.
Også den unge Daniel Høegh er fraværende mod FC Nordsjælland, da han har pådraget sig en mindre tåskade, som ifølge Villberg dog ikke bør bekymre.
mikael@bold.dk
Af: Mikael Blond
Lagt online: 10.09.2010 12:23