FC Nordsjælland og Jores Okore scorede efter et hjørnespark i aftenens kamp mod Silkeborg, og det glæder forsvarsspilleren, der sammen med resten af holdet har arbejdet på at blive mere farlige ved dødbolde.
FC Nordsjælland havde svært ved at bryde igennem Silkeborgs forsvar i fredag aftens Superliga-kamp, men det lykkedes alligevel at score tre gange i kampens sidste 20 minutter. 2-0-målet blev sat ind af Jores Okore efter et hjørnespark.
- Det er en sjældenhed fra min side, men det var helt fantastisk at få scoret på en dødbold. Det har vi søgt i lang tid at få scoret på en, og i dag gjorde vi det. Det var en forløsning for mig og for holdet at få scoret på en i dag, og det giver en ekstra dimension, at vi også kan gøre det der, siger Jores Okore til FCN TV.
Det er ikke kun scoringer efter dødbolde i Farum, der er en sjældenhed. Også Jores Okore-mål er der langt imellem, og forsvarsspillerens scoring i dag var hans blot anden i 48 Superliga-kampe for FC Nordsjælland.