Premier League-oprykkerne Reading har sikret sig midtbanespilleren Danny Guthrie, som ankommer fra Newcastle.
Reading har snuppet den 25-årige midtbanespiller Danny Guthrie på en fri transfer, idet man forsøger at geare truppen til Premier League efter sidste sæsons oprykning.
25-årige Guthrie takker dermed af i Newcastle, hvor han over fire sæsoner opnåede 92 ligakampe. I sidste sæson blev det til 16 Premier League-optrædener, og efterfølgende var klubben ikke interesserede i at forlænge hans kontrakt. I stedet har han nu indgået en treårig aftale med Reading.
- Vi er meget glade for, at Danny har valgt os. Han giver os en del erfaring trods sin unge alder, og han lægger gode afleveringer, har en god energi, og han er sulten. Vi vil gerne tilføre spillere, som kan bidrage over flere år, ikke kun næste sæson, og Danny passer perfekt, siger manager Brian McDermott.
Den centrale midtbanespiller har tidligere spillet for Liverpool, Southampton og Bolton, og foruden sine næsten 100 Premier League-kampe har han Champions League-erfaring fra sin tid i Liverpool.