Qvist afventer skriftligt udspil
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Angriberen Lasse Qvist har modtaget et mundtligt tilbud fra islandske Grindavik, men forventer at modtage et skriftligt tilbud enten mandag eller tirsdag i denne uge.
I 2003 modtog han DBU’s talentpris og nu ser det ud til, at fremtiden for den offensive Lasse Qvist ligger på Island. I sidste uge var Qvist til prøvetræning i klubben Grindavik, og angriberen har nu modtaget et tilbud, men det endelige skriftlige tilbud lader vente på sig.
- Jeg har fået et mundligt tilbud, men venter på, at der kommer noget på skrift. Og det skulle jeg meget gerne modtage enten i dag eller i morgen. Så har jeg mulighed for at se det i en helhed, udtaler Qvist til bold.dk.
Det mundtlige tilbud har dog enkelte knaster, som skal fjernes eller finpudses inden underskriften sættes endeligt.
- Der er noget af det, som er godt, og der er noget af det som jeg skal have forhandlet lidt anderledes. Men jeg bliver nødt til at se helheden i det, fastslår angriberen.
Den 25-årige angriber optrådte fra 2004-05 som ungdomsspiller i PSV Eindhoven og var i 2006-2008 i FC København. Efter to år i Nordvest FC skiftede han sommeren 2011 til Næstved, som han forlod i december måned sidste år.
Af: Lasse Munkholm
Lagt online: 06.02.2012 10:53