Randers´ amerikaner, Lee Nguyen, er til prøvetræning i den vietnamesiske klub Hoang Anh Gia Lai FC, hvor han skal forsøge at spille sig til en kontrakt.
Lee Nguyen kom til Randers i januar i år efter et ophold i PSV Eindhoven. Den 22-årige offensivspiller har imidlertid ikke formået at slå sit navn fast hos kronjyderne, og nu er amerikaneren med de vietnamesiske rødder på vej til vietnamesisk fodbold.
I den kommende tid skal Nguyen prøvetræne i den vietnamesiske klub Hoang Anh Gia Lai FC, der har den herlige forkortelse HAGL FC. Han er allerede ankommet til klubben, og skal i morgen deltage i en træningskamp.
- Vi har accepteret, at han tager til prøvetræning i sin ferie, siger Randers-direktør, Jacob Nielsen til bold.dk.
Lee Nguyen, der har optrådt tre gange for det amerikanske landshold, men også har vietnamesiske rødder, får nu muligheden for at få gang i fodboldkarrieren igen.
- Beslutningen er taget i dialog. Vi synes ikke, at han har fået den spilletid, vi havde håbet på, og det tror jeg også gælder ham selv, siger Jacob Nielsen.
Hvorvidt Nguyen er fortid i Randers, er endnu for tidligt at sige, men som udgangspunkt vil Randers ikke stå i vejen for et klubskifte.
- Der er mange forhold, der gør sig gældende i en aftale, men det er klart, at vi ikke sender spillere til prøvetræning medmindre, at vi på forhånd har en eller anden aftale, om hvad fremtiden bringer, slutter Randers-direktøreren.
Lee Nguyen har et halvt år tilbage af sin kontrakt med Randers.