

![]() |
Sevillas hjemmebane Ramon Sanchez Pizujan har været en ren legeplads for Real Madrid i de seneste sæsoner med to 6-2-sejre i træk, og med Barcelona otte point foran i tabellen kunne mestrene sagtens bruge endnu en sejr.
Men Sevilla viste sig ikke at være helt så gæstfri som i tidligere sæsoner. På kampens allerførste angreb fik de testet Iker Casillas, som havde smør på handskerne og gav et billigt hjørnespark væk. Herfra tog Sevilla føringen ved Piotr Trochowski, som uset luskede sig ind i feltet og smækkede hjørnesparket op i nettaget bag en prisgivet Casillas.
Chokstarten satte i den grad ild i kampen. Frustrationerne lyste ud af Real Madrids spillere, og Gonzalo Higuain balancerede på kanten af rødt kort allerede efter tre minutter, hvor han sparkede ud efter Fernando Navarro og var skyld i et større sammenstød midt på banen.
Cristiano Ronaldo var første mand til at sætte Andres Palop på prøve med et frisparkshug efter ti minutter, som veterankeeperen måtte ud i fuld længde for at få fingrene på.
De største tilbud i åbent spil tilfaldt dog Higuain, men hverken med hoved eller fødder kunne argentineren udvise den skarphed, som har kendetegnet hans sæsonstart. Palop kunne bare se på, mens Higuains afslutninger susede forbi eller over mål.
Sevilla levede mest på kontraangreb i højresiden, hvor især Cicinho sprudlede, men den intense forestilling blev ikke krydret med mere end det ene mål i en første halvleg, som endte lige så dramatisk som den startede.
I første halvlegs sidste duel stødte Ivan Rakitic og Angel Di Maria sammen midt på banen. Efter lidt benspænd fra begge parters side slog Reals argentiner ud efter sin kroatiske modstander, men det røde kort blev atter en gang i dommer Mallencos lomme.
Iltre Di Maria blev ikke på banen til anden halvleg. Han blev erstattet af Luca Modric, som hurtigt gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Efter 52 minutters trykkede han af fra distancen, og kun med det sorte af neglene fik Palop dirigeret Modrics forsøg over på stangen.
Bare to minutter senere var Alvaro Negredo på spil i den anden ende. Den spanske EM-angriber blev i et af mange kontrastød spillet fuldkommen blank i højre side af feltet, men Negredo trak sin afslutning et godt stykke forbi fjerneste stang og en gylden mulighed for 2-0 forduftede.
Efter en time var det så holdkammeraten Palops tur til at få et minus i bogen. Han gik fejl af et frisparksindlæg, som blev samlet op på bageste stolpe og lagt ind mod Sergio Ramos midt for kassen, men forsvarsspilleren manglede et par centimeter i højden for at kunne heade bolden i mål.
Det blev Real Madrids sidste store chance for at score i Sevilla. En offensivt tænkt udskiftnng mellem Alvaro Arbeloa og José Callejon slog Real Madrids spil i stykker, og José Mourinhos mænd endte med at lide sæsonens andet nederlag i den anden udekamp.
Dermed står Real Madrid blot på fire point for fire kampe. Der er langt til Barcelonas tolv point, mens Sevilla holder kursen som ubesejret og ligger nummer tre med otte point.
| Håndbold: Troelsen: Der var nerver på | |
| Håndbold: Kvindernes All-Star hold offentliggjort | |
| Håndbold: FCM dansk mester |