Keld Bordinggaard er ansat som ny træner i Silkeborg, men de rødblusede får ham ikke at se i opstartens første uge, da han skal være kommentator for DR.
Silkeborgs spillere møder ind til første træning efter ferien på torsdag, men her skal de ikke forvente at se klubbens nye træner, Keld Bordinggaard. Han er således EM-kommentator for DR, og derfor er han først på banen i Silkeborg 22. juni.
- Det er ikke optimalt, men vi har hele tiden vidst, at det var sådan, og vi mener ikke, at en uge i starten af sæsonen skal stå i vejen for at indgå et langt samarbejde med Keld, siger SIF-direktør Kent Madsen til mja.dk.
- Det har ikke været muligt for DR at få akkrediteret en anden kommentator, og vi har stor respekt for, at Keld ikke bare brænder en aftale af og lader DR i stikken, når det er en aftale, der er indgået, før vi skrev kontrakt med ham.
Keld Bordinggaard har skrevet en treårig aftale med Silkeborg, hvor han afløser Troels Bech der er taget til OB.