Ståle: Vi mister helt konceptet
 |
| Foto: Ercan Balak / bold.dk |
FC Københavns norske cheftræner var langt fra tilfreds efter den mindre flatterende lussing mod SønderjyskE.
FC København løb her til aften ind i et overraskende 0-5-nederlag ude mod SønderjyskE i 4. runde af Landspokalen. Selvom FC København ikke stillede i stærkeste opstilling, var det langt fra reserverne der var i spil. Efterfølgende havde Ståle Solbakken også svært ved at forklare, hvad der gik galt.
- Det er svært at forklare, præcis hvad der sker - der er mange årsager til det her. Men efter deres to hurtige mål, så ramler vi helt og mister fuldstændig konceptet. I pausen prøver vi at ændre på det og gambler med tre udskiftninger for at bringe ny energi til holdet, men da de kommer på 4-0, er løbet kørt. Vi vil naturligvis analysere kampen nærmere de næste dage, for det er jo det værst tænkelige udgangspunkt før de næste 3 kampe, som ikke fås meget sværere: Esbjerg ude, Eindhoven hjemme og AaB ude, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.
Selvom resultatet ikke helt afspejler styrkeforholdet mellem FC København og SønderjyskE, mente Solbakken dog ikke, at resultatet skyldtes manglende forberedelse.
- Vi var udmærket forberedt, og vi havde endda set de seneste dage, hvordan det kunne gå for Real Madrid, Esbjerg og Brøndby i deres pokalkampe, og til taktikmødet talte vi om at det altid er en tålmodighedsprøve at spille her i SønderjyskE, hvor man skal undgå at lave dumme fejl. Vi har også udmærket styr på begivenhederne de første 20-30 minutter, hvor de bare står og afventer, at vi laver fejl - og så straffer de os prompte.
- Når spillet ikke kører, så vil jeg gerne have, at holdet skal falde tilbage på et fast fundament og en mere simpel struktur, men det er som om vi prøver at løfte vores spil yderligere, når det ikke kører. Du kan sammenligne det med en højdespringer, der ikke kan ramme 2,30, så skal man måske sætte overliggeren ned til 2,20, men vi sætter den op til 2,40. Men jeg tager naturligvis det fulde ansvar, det gør jeg altid, og også i dag. Der er dog andre end mig, der må kigge lidt indad efter den her præstation, og det ved drengene godt, slutter Ståle Solbakken.
Næste opgave for københavnerne bliver udekampen mod SAS Ligaens nummer tre, Esbjerg.
Af: Ejder Akbal
Lagt online: 29.10.2009 21:33