FC Nordsjælland har kåret årets spiller i mesterskabssæsonen, og prisen gik til midtbanemotoren Nicolai Stokholm. Jores Okore blev kåret til årets talent.
Vanen tro uddeler klubberne priser til deres spillere efter hver overstået sæson. I aftes afholdt FC Nordsjælland deres prisuddeling, og kåring som årets spiller tilfaldt holdet anfører.
Således kunne 35-årige Nicolai Stokholm lade sig hædre af medspillere, trænere og klub. Det er anden gang Stokholm vinder kåring, som han første gang fik i 2010. Sidste år tilfaldt den Andreas Bjelland.
Samtidig blev prisen for årets talent også uddelt, og den faldt måske ikke overraskende til forsvarsspilleren Jores Okore, der i indeværende sæson også har spillet sig på landsholdet. Det er andet år i træk, Okore vinder prisen.