Tauber får lang aftale i Lyngby
 |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Lyngby har skrevet kontrakt med forsvarsspilleren Mathias Tauber. Den nye aftale løber frem til sommeren 2015.
Den 27-årige centerforsvarer kom til Lyngby fra AB ved starten af sidste sæson, og hos de kongeblå er man særdeles godt tilfreds med stopperens præstationer, da han først havde vænnet sig til de nye forhold. Nu oplyser Lyngby så, at man har forlænget aftalen med Tauber.
- De langsigtede sportslige resultater skabes via kontinuitet i spillertruppen og derfor er det afgørende, at de spillere som vi vil bygge fremtiden op omkring har lange aftaler med klubben. Med forlængelsen kan Mathias de næste minimum tre et halvt år være en rygrad og kulturbærer på holdet og jeg ved, at han ser frem til den udfordring, siger Lyngby-manager Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.
- Mathias har alderen og evnerne til at tage ansvar som leder, og i en talentudviklingsklub som Lyngby Boldklub, hvor der altid vil være mange unge spillere på holdet, er det ekstraordinært vigtigt. Mathias er en spillende forsvarsspiller og har været en fast del af holdet siden han kom til klubben. Så jo, det er en forlængelse som glæder mig rigtig meget, fortsætter roserne fra Niels Frederiksen.
Mathias Tauber har i alt spillet 40 kampe for Lyngby, hvoraf de 37 har været i landets bedste fodboldrække.
Af: Søren Houlind
Lagt online: 23.01.2012 15:32