Texeira: Jeg er ingen Suarez
 |
| Foto: AFP / Scanpix |
Groningen-angriberen David Texeira afviser sammenligningerne med landsmanden Luis Suarez, og understreger, at han ikke har travlt med at forlade Holland.
Groningens 20-årige uruguayanske angriber David Texeira er af de engelske medier blevet sammenlignet med landmanden Luis Suarez, efter at Texeira under vinterens transfervindue blev rygtet til Liverpool.
Men den unge angriber vil ikke sammenlignes med Liverpool-bomberen. I stedet fortæller han, at han mere minder om Diego Forlan.
- Jeg er David Texeira og ikke Luis Suarez. Vores stil kan ikke sammenlignes. Jeg minder mere om Diego Forlan. Forlan løber meget uden bolden, og det er hvad jeg prøver at blive bedre til. Jeg har siden jeg var lille forsøgt at efterligne Forlan, da han er mit store idol, siger Texeira, der ikke har travlt med at forlade Holland.
- Jeg har hørt rygterne om, at Liverpool var efter mig, men folk siger så meget. Det er endnu for tidligt for mig at skifte til en klub som Liverpool. Jeg har brug for mere erfaring, og det var derfor, at jeg skiftede til Groningen i første omgang, siger den 20-årige angriber.
David Texeira er født i Salto, hvilket også gør sig gældende for Luis Suarez. Texeira kom til Groningen i august 2011, og har scoret otte gange siden skiftet.
Af: Ejder Akbal
Lagt online: 22.02.2012 18:17