

![]() |
| Foto: Jesper Poulsen / bold.dk |
Hobro har i halvandet år haft Jakob Michelsen som cheftræner, men aahusianeren forlader mu klubben til fordel for et job som ungdomslandstræner i Tanzania. Den mulighed ville Hobro ikke frarøve Michelsen, så nu skal man på jagt efter en ny træner.
- Jeg fik det at vide fredag aften, og vi ville selvfølgelig ikke stå i vejen for ham. Da vi havde kontrakt med Jakob i yderligere et år, havde vi inden fredag ikke gjort os tanker om andre trænere, men det har vi så gjort siden. Der er da nogle vi godt kan se videreføre det arbejde, Jakob og assistenttræner Lars Justesen har startet, siger sportschef Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
- Det er vigtigt at vi finder en træner der kan stå inde for den måde, vi spiller fodbold på. Hobro har de sidste ti år været kendt for at ville spille bolden, og det skal vi blive ved med. Vi spiller god fodbold, og det er også det som trækker spillere til. Vi skal ikke til at skifte en masse folk ud, vi skal finde en træner der vil spille den form for fodbold, som klubben gerne vil.
Meddelelsen om Michelsens stop i Hobro kom klokken 7:00 i morges, og siden da har sportschefen været på overarbejde.
- Siden jeg udsendte pressemeddelelsen har jeg fået rigtig, rigtig, rigtig mange mails, SMS'er og ubesvarede opkald fra interesserede trænere. Det vidner jo også om, at vi har et godt produkt. Vi har et sindssygt spændende job i en klub, der er i en rivende udvikling, siger sportschefen.
- Vi har en kort sommerpause, så det er vigtigt for os at få en rigtig fodboldmand, som også kender 1. division. Der er nogle spændende navne blandt de, der allerede har meldt sig på banen, og der er også nogle kandidater, jeg for bare et par år siden aldrig havde troet ville have interesse i et job i Hobro.
- Jakob var jo ikke fuldtidstræner, men en af vores første drøftelser med bestyrelsen er, om vi skal have en fuldtidstræner. Indtil videre har vi ikke synes det var nødvendigt, men nogle af dem, der har søgt, er fuldtidstrænere, siger Jens Hammer Sørensen.
Lars Justesen har gennem en årrække været assistenttræner i Hobro, men selvom han sagtens kunne være et emne som cheftræner, er det ikke aktuelt.
- Vores assistenttræner Lars Justesen, der har lige så stor andel i vores succes som Jakob har, fortsætter som assistent. Vi har drøftet cheftrænerjobbet med ham, men han har været klar og tydelig omkring, at han gerne vil være assistent. Han er en rigtig klubmand som gerne vil stå i baggrunden og hjælpe en ny mand i gang, siger Jens Hammer Sørensen til bold.dk.
Hobro sluttede i denne sæson på niendepladsen i 1. division.
jesper@bold.dk
| Cykling: Fantastisk andenplads til Degn i World Cuppen | |
| Volleyball: Volleylandsholdet vil imponere ved EM | |
| Håndbold: Stoholm-træner siger stop |