AGF har måttet vente længe på Mate Vatsadzes opholds- og arbejdstilladelse, men nu er angriberen klar til kamp.
2. september købte AGF den georgiske angriber Mate Vatsadze i Dila Gori. Endnu har han dog ikke fået sin debut i den hvide trøje, men det skyldes at AGF har måttet vente længe på Vatsadzes arbejds- og opholdstilladelse.
Nu er papirerne dog kommet i orden, så den 23-årige angriber kan nu tørne ud for aarhusianerne.
- Det hele er faldet på plads, så Vatsadze er en del af vores trup. Det har taget lang tid, men vi er glade for, at det nu er på plads, siger sportschef Brian Steen Nielsen til bold.dk.
Vatsadze skal nu kæmpe med de øvrige seks angribere i truppen om spilletid i Superligaen.