Asssistenttræner Nicolai Wael tager over fra Viggo Jensen som ny cheftræner i Vejle Boldklub og har fået en toårig aftale.
Viggo Jensen fortsætter ikke som cheftræner i Vejle Boldklub. I stedet tager den hidtidige assistenttræner Nicolai Wael over som permanent løsning i det nye samarbejde Vejle Boldklub Kolding.
- Nicolai Wael er en faglig kompetent træner, der kender vores spillere og klubben og er dygtig til mandskabsbehandling. Han har en bred trænererfaring og er lige ved at have gennemført den højeste træneruddannelse i Europa. Derfor er det det rette tidspunkt at bringe en træner med Nicolai Waels profil i spil som cheftræner, siger direktør Henrik Tønder til klubbens hjemmeside og tilføjer:
- Når vi har valgt at ansætte en træner indefra, hænger det sammen med, at vi har kunnet følge Nicolai Waels udvikling. Han er et stort trænertalent og kender klubbens strategi om at skabe resultater samtidig med, at vi udvikler vores unge spillere. Nicolai Wael kender potentialet i truppen og har evnerne til at få det optimale ud af vores trup med mange unge spillere.
Wael har fået en toårig aftale med Vejle B, som i næste sæson bliver til Vejle Boldklub Kolding.