Wernbloom glad for drømmedebut
Svenske Pontus Wernbloom scorede i sin debut, da han sikrede CSKA Moskva 1-1 mod Real Madrid. Ifølge Wernbloom var det en drøm, der gik i opfyldelse.
Længe så det ud til, at Real Madrid havde spillet den perfekte kamp, og kunne rejse hjem fra det kolde Moskva med en 1-0-sejr i bagagen tirsdag aften.
Men i overtiden lykkedes det CSKA’s debutant Pontus Wernbloom at udligne, hvilket udløste stor glæde hos svenskeren.
- Det er klart, at det her er stort. Det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Pontus Wernbloom efter kampen ifølge svenske Aftonbladet.
Men selvom svenskeren fik sig en drømmedebut, var det ifølge Wernbloom ikke et drømmeresultat, som CSKA fik med sig.
- 1-1 er ikke et drømmeresultat at tage med til Madrid. Men som kampen udviklede sig må vi være tilfredse med det. Det bliver svært at komme videre, da vi ikke bare kan forsvare os, men også skal score, siger Wernbloom.
Cristiano Ronaldo havde ellers bragt Real Madrid i front i første halvleg, men svenske Wernbloom udlignede som skrevet i overtiden af opgøret.
Af: Ejder Akbal
Lagt online: 21.02.2012 20:46