Luk

AK om pokalfinale: Vi spiller for at gøre folk stolte

Anders K. Jacobsen har tidligere vundet pokalturneringen med AaB i 2014, men nu skal han med SønderjyskE forsøge at besejre AaB og løfte klubbens første trofæ.

SønderjyskE har en gylden mulighed for at få en pokal med hjem til Haderslev, når sønderjyderne skal møde AaB i pokalfinalen i Sydbank Pokalen på onsdag 1. juli i Esbjerg.

Glen Riddersholms tropper har ikke før vundet en titel, og det gør finalen ekstra speciel for klubben.

30-årige Anders K. Jacobsen fortæller til bold.dk, at det vil betyde alverden for den sønderjyske klub at sikre sig pokaltitlen.

- Det betyder selvfølgelig sindssygt meget. Nu har vi en god mulighed for at få en pokal i skabet, og det har SønderjyskE ikke prøvet før. Det vil vi selvfølgelig gerne være de første til at gøre. 

- Man kan mærke, at det betyder meget for mange mennesker, og det betyder selvfølgelig også sindssygt meget for os selv. Vi spiller ikke kun for os selv, men også for at gøre folk glade og stolte i Haderslev og omegn, siger Anders K. Jacobsen til bold.dk.

Anders K. Jacobsen har før stået i en pokalfinale. Det var i 2014, hvor han sammen med AaB var med til at vinde finalen med 4-2 over FC København, hvor han leverede et oplæg til 3-1-målet. For angriberen er det noget helt specielt at stå i en pokalfinale.

- Nu har jeg jo vundet én gang med Aalborg, og det var en fuldstændig fantastisk dag i Parken. Der var kæmpe eufori om hele dagen og kampen og selvfølgelig også efter, da vi vandt finalen. 

- Det har jeg drømt om at genopleve, men jeg ved også godt med de her tider, så bliver det måske ikke helt samme atmosfære, oplevelse og fejring som på normal vis. Men det må vi se på bagefter, hvis det er tilfældet. Uanset hvad, vil en pokaltriumf være en pokaltriumf, og vi kan sikre os den her Europa-plads, som også er på spil.

Angriberen kan tydeligt huske pokalfinalen i 2014, hvor AaB udover pokaltitlen også havde vundet mesterskabet få dage forinden. Derfor er det også vanskeligt at drage paralleller til årets pokalfinale.

- Det er svært at sammenligne, men selvfølgelig var det en vild oplevelse at vinde begge ting på så kort tid dengang. Jeg tror, at det vil føles lige så godt at vinde denne pokalfinale, det er jeg ikke i tvivl om.

Han tænker ikke så meget over, at det er hans gamle klub AaB, der er modstanderen for SønderjyskE i finalen.

- Nej, som udgangspunkt betyder det ikke alverden for mig, men det er jo klart, at når man står der, så vil man måske tænke, at det er ens tidligere klub. Bortset fra det betyder det ikke noget, hvem modstanderen er, siger han.

Artiklen fortsættes under billedet

Kan gøre det svært for AaB

Angriberen mener, at sønderjydernes energiniveau skal være i top i finalen. Hvis det sker, så har SønderjyskE gode muligheder for at vinde pokaltitlen.

- Jeg tror, at vi skal bringe en masse energi, og det, forventer jeg, kommer helt af sig selv, og så skal vi selvfølgelig stå på tæer for at vinde finalen. 

- Vi har selvfølgelig respekt for AaB og ved, at det er et dygtigt mandskab, men vi ved også, hvis vi bringer det, som vi ved, vi er i stand til, så kan vi gøre det svært for alle. Vi har også en tro på, at vi vinder.

Ser du jer som undertippede i finalen?

- Jeg formoder, at begge hold sætter sig op til at vinde, så jeg tror, at ligegyldigt hvordan og hvorledes, så vil det tabende hold være skuffet efter kampen. Jeg ser helt klart vores mulighed som værende gode. Men som sagt er AaB et godt mandskab. Vi fokuserer på os selv og håber på, at vi kan bringe det, vi ønsker at se og levere det, som vi kan. Så ved vi også, at vi kan gøre det svært for AaB og vinde turneringen, siger angriberen.

SønderjyskE har haft kniven for struben i 3F Superligaen, hvor holdet kæmper en intens kamp for at blive nummer ét eller to i pulje 1 af nedrykningsspillet. Anders K. Jacobsen mener, at presset i Superligaen er større, end det er tilfældet inden onsdagens pokalfinale.

- Jeg tror, at det pres, som man spiller under i nedrykningsspillet, det er større, end det pres, som du eventuelt ville kunne lægge på dig selv i en finale. Euforien og spændingsniveauet i forhold til kampen, det kommer helt af sig selv. 

- Så gælder det om at bringe kvaliteten, og så håber vi selvfølgelig på, at vi kan krydre indsatsen, så vi forbedrer vores chancer for at vinde pokalen. En fodboldkamp er en fodboldkamp, men vi ved selvfølgelig, at vi kan opnå mere med denne.

Den 30-årige angriber var særdeles kampafgørende for SønderjyskE i semifinalen mod AC Horsens, da han scorede til 2-1 kort før tid og sendte sønderjyderne i finalen. Det var dejligt på det personlige plan. Angriberen er dog mest fokuseret på holdet.

- Det betyder altid noget som offensiv spiller at være afgørende, men om det havde været mig eller en anden, så havde vi stået her uanset hvad. Det er dog selvfølgelig dejligt med personlig succes, og man arbejder også for individuel succes i ens karriere. 

- Først og fremmest er det selvfølgelig holdets succes, som vi arbejder for, men det spiller ofte sammen, og det er da et ekstra plus.

Artiklen fortsættes under billedet

Ser frem til finalen

SønderjyskE står over for en rigtig god mulighed for at vinde deres første trofæ, men det er først nu, at der for alvor er kommet overskud til den vigtige finale.

- Efter at vi kvalificerede os til finalen, så har vi haft rigtig vigtige opgaver i ligaen, så der har vi parkeret pokalturneringen og finalen, fordi vi føler, at vi har haft knald eller fald kampe i hele gruppespillet, hvor vi har skullet hente point. 

- Det betyder selvfølgelig helt klart mest, at vi formår at sikre os en sæson mere i Superligaen. Nu er vi dog også nået dertil, hvor vi også kan se frem mod finalen og forberede os på den og få lidt eufori ind omkring holdet og den kamp, der venter forude.

Sønderjyderne kommer ind til pokalfinalen med en frisk sejr på 1-0 over Silkeborg i Superligaen og har vundet tre ud af deres seneste fire kampe. Selvtillid har meget at sige i en finale, men om det får betydning i denne finale, kan Jacobsen ikke forudsige.

-  Vi må da håbe, at den betyder noget, men det er ikke til at spå, om den kamp får en rolle i finalen. Vi har været gode til at adskille de to turneringer, og sejren over Silkeborg var isoleret set sindssygt vigtig for os i Superliga-stillingen og vores puljespil. Nu tager vi pokalfinalen.

- Vi har god tro på tingene og har vundet fint med kampe på det seneste, og det kan vi selvfølgelig tage med os. Vi ved, at det også kan lade sig gøre i pokalturneringen.

Opskriften på succes for SønderjyskE har ifølge angriberen været, at holdet har været dygtige til at tippe de tætte kampe over til deres fordel.

- Vi har fået resultaterne. Vi har ligesom i ligaen mødt rigtig mange Superliga-hold i pokalturneringen. Som i ligaen er det sindssygt tætte kampe, hvor mange af resultaterne afgøres på marginaler. Der har vi været gode til at få marginalerne over på vores side. 

- Derudover har vi gode til at bruge vores brede trup til at præstere i pokalturneringen og få brugt alle kræfter. Det har heldigvis været nok til at bringe os de sejre indtil videre. Det har været tæt, men vi har været gode til at trække os ud som sejrherre, og det er dét, som det gælder om, siger angriberen.

Finalen i Sydbank Pokalen mellem AaB og SønderjyskE bliver spillet onsdag klokken 20:00 på Blue Water Arena i Esbjerg. 

Denne artikel er sponsoreret af