LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Tidligere Brøndby-pokalhelt: Pokalfinaler er det største

Pokalvinderen i 2019 bliver enten Brøndby eller FC Midtjylland, som mødes i pokalfinalen fredag den 17. maj.

Brøndby kan dermed genvinde titlen, som klubben også tog i sidste sæson med en finalesejr over Silkeborg, mens FCM står i den femte finale i klubben historie, men endnu ikke har prøvet at vinde turneringen.

De to hold mødtes også i finalen i 2003 og 2005, hvor Brøndby vandt første finale i 2003 med 3-0, inden det blev til en 3-2-sejr i forlænget spilletid i 2005.

Artiklen fortsættes under billedet

Den seneste finale bliver især husket for det forrygende mål, som Brøndbys midtbanespiller Kim Daugaard bankede i kassen til 2-2 et kvarter før tid.

Daugaard hamrede til læderet nogle meter fra feltet og kunne se den vidunderlige helflugter gå i nettet helt ude ved stolpen.

- Jeg havde jo en forholdsvis god fod, så jeg vidste, at jeg potentielt kunne gøre noget godt, hvis bolden havnede hos mig dér, og jeg var aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, da bolden røg ned til mig, siger Daugaard til bold.dk.

- Jeg ramte den fantastisk, og det var selvfølgelig en ubeskrivelig følelse at se den gå ind.

- FCM havde fået et rødt kort, og vi pressede godt på, men det nærmede sig afslutningen, og derfor ville jeg gerne komme mere i de situationer, hvor jeg kunne komme på skudhold.

- De kæmpede hårdt for at holde os væk, og vi pressede mere og mere på. Da jeg scorede det mål, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at vi ville vinde kampen, siger Daugaard om kampen, som Ruben Bagger afgjorde med et mål i den forlængede spilletid.

Kim Daugaard lavede flere ganske pæne mål i sin karriere. Han erkender dog, at målet i Parken er et af de mål, som betyder mest for ham.

- Det var sådan et mål, man nogle gange fik lavet til træning, men at jeg også skulle lave sådan et mål i pokalfinalen i Parken, hvor der var så meget fokus og ekstra meget på spil, var ekstra fedt.

- Det var både et rigtig godt mål, men det var også afgørende for, at vi kom tilbage i kampen og i sidste ende vandt finalen. At få pokalen med hjem var det eneste, vi kom for, så det var fedt at få en afgørende rolle.

- Jeg var ikke kendt for at lave vildt mange mål, men jeg lavede nogle vigtige mål, både i Superligaen, pokalen og i Champions League.

- Dette var et mål, som betød meget for folk, og som jeg stadig bliver mindet om i dag. Og det er jo et dejligt minde, så det gør bestemt ikke noget, siger Daugaard.

Artiklen fortsættes under billedet

Pokalfinaler er det største

Kim Daugaard nåede i sin tid i Brøndby at være med i seks pokalfinaler, hvor af de fem blev vundet.

Han beskriver oplevelserne før, under og efter finalerne som nogle kæmpe oplevelser.

- Det er den største enkeltstående kamp i Danmark. Man ved bare, at det er denne dag, det gælder, og at alt andet er ligegyldigt i de 90 eller 120 minutter, man er på.

- Det er hele virakken op til kampen, der er speciel. Helt fra træningen dagen før, turen på hotel og duften, man møder ind til i Parken, hvor stemningen er ekstra speciel og helt i top. Der er mange tilskuere og som regel godt vejr, så det er bare en fed kamp at være med i og især at vinde.

- Mesterskaber i Superligaen bliver som regel ikke afgjort på sidste spillerunde, men i disse kampe er det alt eller intet, og ingen har lyst til at stå som taber i Parken efter den kamp.

Artiklen fortsættes under billedet

FCM's dårlige minder spiller ind

Kim Daugaard har selv været med til at besejre FC Midtjylland to gange i pokalfinalen, og FCM har i alt været i fire finale og tabt dem alle.

Daugaard tror på, at historikken kan få indflydelse på årets finale.

- For hver gang man taber en finale, bliver det sværere og sværere at vinde den. Har man gode minder fra disse kampe, går man altid ind til en ny finale med en ekstra tro på, at man kan gøre det igen, men for FCM har der været nogle skuffelser, som spiller ind.

- For de nuværende Brøndby-spillere får det selvfølgelig også indflydelse, at holdet har gode minder fra så sent som sidste sæson. De gode minder fra at have løftet en pokal, giver noget. Der kommer et ekstra pres for hver gang, man går forbi pokalen uden at få den med hjem, så FCM vil helt sikkert gøre alt for at få pokalen med sig denne gang, siger Daugaard.

Denne artikel er sponsoreret af