LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

VAR-guide inden VM: Kim Milton er skeptisk

Den tidligere topdommer Kim Milton Nielsen er stadig i tvivl, om han er for eller imod videohjælpen VAR. Ikke desto mindre kommer fodboldelskere til at stifte bekendtskab med VAR under VM, og her kan du blive meget klogere på, hvordan det fungerer.

Ved sommerens VM-slutrunde er alt ikke helt, som det plejer, når manden med fløjten i munden skal styre slagets gang. 

For første gang nogensinde til en VM-slutrunde får dommeren nemlig videohjælp udefra, da FIFA har besluttet at indføre det meget omdiskuterede Video Assistant Referee (VAR) under slutrunden i Rusland.

VAR er allerede i brug i Tyskland, Italien, USA og i engelske cup-turneringer, men nu skal systemet stå distancen på den helt store verdenscene.

Er det nu en god idé?

Den tidligere danske topdommer Kim Milton Nielsen er ikke helt sikker på, hvad han skal mene.

-Jeg er egentlig meget splittet. Jeg er tilhænger af alt, der kan hjælpe dommerne med at minimere fejlene.

-VAR startede rigtig godt, men efterhånden som det bliver brugt mere, kommer der også flere tvivlsomme situationer. Jeg kan også høre blandt folk, at de er begyndt at blive mere kritiske, end de var i starten, siger Kim Milton Nielsen. 

For hele historien om VAR er i virkeligheden ikke så rosenrød, som mange nok troede eller håbede, inden det blev indført.

-Jeg tror, det største problem er, at folk nu tror, at den hellige grav er velforvaret, og at man ikke kommer til at se kampafgørelser med fejl i. Det kommer vi stadig til at se.

-VAR kan hjælpe i nogle situationer, men det er ikke noget, der bare løser alle problemer fremadrettet. Det er naivt at tro, siger den tidligere dommer.

Kim Milton Nielsen tror, der er mange årsager til, at VAR nu er kommet på VM-programmet. Måske føler beslutningstagerne et pres udefra, efter dommerkendelser generelt er begyndt at fylde mere og mere blandt klubber, fans og medier. 

-Når man ser katastrofale fejl på stadion, som dommeren ikke fanger, tænker man, at der må gøres noget. Det kan ikke være rigtigt, at en mand med en fløjte i munden skal afgøre noget, der mange hundrede millioner værd nogle gange.

-Hvad kan vi gøre? Video er altid godt, tænker man, siger Kim Milton Nielsen om beslutningen om at indføre videohjælp. 

-Man glemmer bare, at fodbold er et spil, der foregår i nuet, og hvor tempoet er vigtigt.

Han er derfor skeptisk i forhold til, om tiden er moden til at bruge VAR til et VM.

-Det må tiden vise. Umiddelbart tror jeg det ikke, siger Kim Milton Nielsen.

Om man er tilhænger eller ej, ændrer det ikke på, at VAR bliver en del af fodboldelskernes dagligdag under slutrunden i Rusland.

Er du stadig i tvivl om, hvordan VAR fungerer, kan du blive meget klogere herunder:

Sådan fungerer VAR under sommerens slutrunde:
Har man ikke sat sig ind i, hvordan det famøse VAR fungerer, kan det virke noget forvirrende. Men faktisk er det ganske enkelt.

Her får du en nem og overskuelig guide til, hvordan VAR fungerer, og hvornår det må bruges under VM-slutrunden i Rusland.

Hvornår kan VAR tages i brug?
VAR kan under sommerens VM-slutrunde taget i brug i fire forskellige situationer i løbet af kampene.

  1. Mål og situationer, der går forud for et mål
  2. Straffesparkssituationer
  3. Situationer omkring direkte røde kort
  4. Situationer, hvor der er tvivl om, hvilken spiller der har begået noget strafbart

Hvordan foregår processen, når VAR kommer i spil under en kamp?
Trin 1 - en situation opstår:

Første trin i VAR-processen er naturligvis, at der sker noget på banen, der opstår tvivl om. Herefter kan kampens dommer tage kontakt til videodommeren for at gøre opmærksom på, at noget skal ses igennem.

Alternativt kan det være videodommeren selv, som har set noget, og derfor kan han tage kontakt til kampens dommer og gøre opmærksom på situationen.

Trin 2 - gennemsyn og råd fra VAR-dommeren:

Efter det er besluttet at se en situation igennem, er det i første omgang kampens videodommer, der gennemser hændelsen og informerer kampens dommer om, hvad han ser via headsettet.

Trin 3 - en beslutning bliver taget:

Herefter skal der træffes en beslutning. Enten accepterer kampens dommer den beslutning, der kommer fra videodommeren og dømmer det på banen, eller også går kampens dommer selv ud til skærmen på sidelinjen for at gennemse situationen og herefter afgøre, hvad der skal dømmes.

I sidste ende vil det altid være kampens dommer på banen, der har det afgørende ord.

Hvordan kan tilskuere og seere følge med?
Et af de store kritikpunkter ved VAR har blandt andet været, at tilskuere og seere ikke har kunnet følge med i situationerne omkring VAR. Hvad er det egentlig, der ses igennem, og hvad er der tvivl om?

Ved VM i Rusland har FIFA sikret sig, at der ved hver kamp er en person, der sørger for at informere kommentatorer og stadionspeakeren om, hvad der sker. Dermed kan de give informationerne videre til dem, der ser kampen, hvilket forhåbentlig vil fjerne en del af forvirringen omkring VAR.

Desuden kommer de specifikke situationer både frem på tv-skærmene i stuerne og storskærmene på stadion. 

(Kilde: FIFA.com)

Denne artikel er sponsoreret af