Luk

0-3 til 4-3: PSG smed mirakuløs sejr til sidst

| Ligue 1 | 13 kommentarer

Teenageren Nianzou Kouassi blev med to mål den store hovedperson, da PSG vendte 0-3 til 4-3, kun for at miste sejren til sidst.

Amiens havde ikke vundet en ligakamp siden 2. november, så der var en klar favorit at spore i eftermiddagens duel med topholdet Paris Saint-Germain.

Pariserne var godt nok uden Neymar og Kylian Mbappe, men der var masser af offensiv slagkraft hos mestrene.

Det var dog bare ikke til at se, for Amiens overrumplede fuldkommen Thomas Tuchels dyre tropper i første halvleg.

Der var kun spillet fem minutter da Sehrou Guirassy stak i ryggen på PSG-forsvaret og bragte Amiens på 1-0.

Efter en halv time blev det endnu bedre for hjemmeholdet, da Gaël Kakuta med et drømmehug op i hjørnet fordoblede føringen for Amiens.

Fousseni Diabete har ikke scoret hele sæsonen, men inden pausen kom hjemmeholdets måltørstige angriber også på tavlen. Via stolpen gjorde han det til 3-0.

Ander Herrera reducerede for PSG som noget af det sidste i første halvleg, men det ændrede ikke på billedet af, at førerholdet var i knæ.

Men pludselig rejste de sig fra asken. Bare 17-årige Nianzou Kouassi kom højt til et hjørnespark og headede det i rusen i midten af halvleg, og så satte teenageren et forrygende comeback i gang.

Fire minutter udlignede Kouassi på et næsten identisk mål, og efter 74 minutter gjorde Mauro Icardi det til 4-3.

En vanvittig fodboldkamp skulle dog få et sidste pift i kampens overtid, da Guirassy sikrede Amiens det ene point med udligningen til 4-4. Det ene efter at Edinson Cavani havde brændt en kæmpe chance tyve sekunder forinden.

Hermed sluttede det, og PSG er derfor 13 point foran Marseille i kampen om det franske mesterskab.
 


Af Casper Baunsgaard
Fredag 26. november