Luk

1. divisions-bejler: Går med et afslappet smil

| 2. Division | 1 kommentar

Infoboks

Aarhus Fremad mærker ikke det store pres, selv om man er med i oprykningskampen til 1. division, hvor man er to point efter FC Helsingør.

Spørger man Aarhus Fremad-træner Morten Dahm Kjærgaard, så er der ikke meget pres på Aarhus Fremad i disse dage.

Efter tre sejre i træk, heriblandt en sejr over oprykningskonkurrenterne FC Helsingør, er man kommet indenfor en sejrs afstand af førstepladsen, der giver en billet til 1. division.

Der resterer to runder af 2. divisions oprykningsspil, og Aarhus Fremad kan spille uden pres, mener cheftræneren.

- Der er en god fornemmelse. Der er sådan en motiveret, inspireret fornemmelse. Vi synes selv, vi flytter os og bliver dygtigere i den måde, vi gerne vil spille på. Det viser sig også i resultaterne og kampforløbet i kampene, hvor vi er tilfredse med, hvor dominerende vi har været i de sidste kampe, siger han til bold.dk og tilføjer:

- Vi går rundt med et afslappet smil i forhold til, at vi er godt tilfredse med udviklingen, hvor vi er på vej hen mod to spændende kampe, som vi vil gøre alt for at kunne vinde, og så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Et afslappet smil midt i en oprykningskamp. Fylder den mulige oprykning slet ikke?

- Jo, det gør det sådan i forhold til vores glæde og i forhold til, at det er interessant at være en del af. Det er jo lidt sjovt, for vi er meget afslappede i det og har fokus på, hvordan vi kommer til at være endnu bedre end den seneste kamp, for at vi kan skabe den spænding.

- Presset ligger ikke på os endnu. Man kunne forestille sig et omvendt scenarie, og så skulle vi nok mærke det i et andet format. Men lige nu er det sådan, at vi har alt at vinde, og vi ved, hvilken måde vi skal gøre det på. Og så er det et spørgsmål, om det så er nok.

- Vi spiller lidt uden pres. Der var lidt op til kampen mod Helsingør, men det lykkedes vi godt med at håndtere.

- Vi føler stadig, vi har alt at vinde i denne situation, fordi vi har været så meget på baghjul i forhold til situationen med de her seks kampe. At vi har hentet point, gør at det er tættere, og nu kan vi forhåbentligt sætte de sejre sammen, som gør, at FC Helsingør ikke kan tåle at tabe en kamp.

I tilfælde af pointlighed er det holdet med den bedste måldifference, der placeres øverst. Er den lige, så er det holdet, som har scoret flest mål.

HIK kan give udfordringer

Onsdag venter HIK i den næstsidste runde, og det kan blive en svær kamp, vurderer Aarhus Fremad-træneren, der ikke forholder sig til, at Aarhus Fremad har tabt to og spillet en uafgjort i de seneste tre kampe mod HIK.

- Jeg har ikke været med til at spille mod dem, så jeg forholder mig ikke til, hvordan det har været indbyrdes før. Jeg kigger på deres kampe, og HIK er et hold, der er et godt hold, og som gerne vil spille, siger han og fortsætter:

- Af dem jeg har kigget på, er HIK det hold, som har den mest offensive og iderige tilgang til fodboldspillet. Så vi kommer til at blive udfordret på vores måde at forsvare på i forhold til de modstandere, vi har haft i begyndelsen af slutspillet.

Aarhus Fremad har vundet sine seneste tre kampe i ganske overlegen stil med en målscore på 8-0, og Kjærgaard er godt tilfreds med holdets præstationer.

- Vi er kommet et godt stykke vej med vores spillestil. Vi har formået at holde pres på modstanderen og begrænset dem, samtidig med at vi har holdt en rimelig kontrol på bolden.

- Vi har været gode til at lukke af, som man ser på målscoren, ligesom vores mål er faldet på tidspunkter, der har gjort, at vi har kunne holde presset på dem.

FC Helsingør møder i de sidste to runder AB og Jammerbugt FC, og det er Morten Dahm Kjærgaard godt tilfreds med - det kan du læse mere om her.


Af Jonas Dalgård

1 kommentar

Aarhus F.yren 08:28          
" DET SKAL NOK GÅ " FORZA FREMAD
Søndag 12. juli