Luk

10 hurtige: 92-heltene fik McD-mad og festede

| Danmark | 7 kommentarer

Infoboks

Danmark - Belgien
EM Gruppe B (17/06)
YouBet 3,85 3,40 2,15
Oddset 4,10 3,15 2,05
bet365 3,80 3,40 2,00

Europamesteren Lars Olsen fortæller om oplevelsen i 1992 med blandt andet fest, fast food og en balkon, som blev presset til det yderste.

Under EM kører vi med flere eksempler af 10 hurtige, hvor vi har talt med tidligere landsholdsprofiler om deres erfaringer og oplevelser med landsholdet og slutrunder.

Den første, vi har talt med, er anføreren for de legendariske vindere i EM 1992, Lars Olsen. 

Olsen fortæller blandt andet om energiske og højrystede Peter Schmeichel, en stor fest efter sejren i semifinalen, en tur på burgerbar og en balkon, som blev presset til det yderste.

Hvor stort var det at løfte EM-trofæet som anfører?

- Da jeg stod der, tænkte jeg ikke på, at jeg var den første, men det er da noget, jeg tænker på i dag, siger Lars Olsen til bold.dk.

- Jeg har alle dage været utroligt stolt af at være en del af det, vi formåede at klare som hold, men i dag kan jeg da godt blive ekstra stolt af at have fået en plads i historiebøgerne ved at være den første til at løfte trofæet.

- Der var ingen af os, som havde drømt om, at vi skulle stå med den pokal. Det er få, der oplever det, og vi skal prise os lykkelige for, at vi var så dygtige og heldige at vinde.

Hvilket enkeltstående øjeblik under slutrunden husker du mest tydeligt i dag?

- Der var mange ting, men skal jeg fremhæve noget, udover at modtage pokalen, så var det selve slutfløjtet i finalen.

- Jeg kan huske, at jeg var meget rolig, da vi kom foran 1-0 i finalen, for jeg følte, at vi fightede godt for hinanden og havde en fantastisk målmand bag os i Schmeichel. Da Vilfort så scorede til 2-0 et kvarter før tid, var jeg helt sikker på, at det ikke kunne gå galt.

- Men alligevel husker jeg tydeligt slutfløjtet, da det blev endeligt, og vi kastede os i armene på hinanden.

- Dagen efter med hjemturen står også helt klart. Vi sad i flyveren på vej hjem, da piloten sagde, at han lige tog et højresving ind over Rådhuspladsen, som de færreste får lov til, og der kunne vi se alle de mennesker, som stod dernede.

- Vi havde ingen idé om, at der ville være så mange. Der fandtes jo ikke sociale medier dengang, og vores eneste mulighed for at følge stemningen hjemme i Danmark, var ved at læse aviser, som enten var én eller to dage gamle.

Hvem var sværest at markere, Marco van Basten eller Jürgen Klinsmann?

- Man skal jo huske, at det ikke var mig, der decideret markerede dem. Jeg var mere den frie mand, mens Christofte, Kent Nielsen og Piechnik stod for selve markeringen.

- Men det er da sandt, at det var to fremragende angribere. Især Van Basten var vel en af verdens bedste på det tidspunkt, men Piechnik havde meget godt fat i ham. Skulle det glippe, kunne jeg bakke op.

- Jeg vil fremhæve en anden, som virkelig var god, og det var Darko Pancev fra Jugoslavien, som jo blev udelukket.

- Ham mødte vi i kvalifikationen, og det hold var vel nærmest Europas bedste på det tidspunkt. Han var fantastisk, og det giver noget ekstra at møde de bedste af de bedste. Det er altid store oplevelser.

Savner du tiden, hvor målmænd måtte samle tilbagelægninger op?

- Jeg savner det overhovedet ikke. Slet ikke når jeg ser fodbold i dag.

- Der er mange, der har sagt til mig gennem årene, at vi godt nok spillede bolden meget tilbage, og ja, det gjorde vi, og jeg var da nok en af dem, som gjorde det mest, men som jeg altid har sagt, var det en del af spillet.

- Alle snakker om, at man skal køre bil efter forholdene, men man skal også spille fodbold efter forholdene. Man skal gøre, hvad man kan for at vinde inden for de regler, der er.

- Jeg synes, det er fint, at reglerne er blevet lavet om, og at der skal spilles mere fremadrettet, men vi gjorde, hvad der var nødvendigt.

Blev du nogensinde træt af at høre på Schmeichels råberi?

- Både ja og nej. Schmeichel råbte meget, fordi han var så engageret og ville have os på plads.

- Det eneste tidspunkt, jeg kunne finde på at svare Schmeichel igen, var, hvis han angreb nogle for hårdt og blev ved med at råbe efter bestemte spillere. Jeg var anfører og kunne se, at der var nogen, som måske følte sig lidt utryg, og så måtte jeg jo sige noget.

- Men det var en del af Schmeichels spil, og han viste med sit råberi, at han altid var klar. Jeg råbte også selv meget, da jeg spillede, men jeg kunne nok ikke råbe lige så højt som ham. Det var de færreste, der kunne det, siger Olsen med et grin.

- På holdet i 1992 var vi i det hele taget mange ledertyper og mange spillere, som hele tiden piskede hinanden frem både ved at råbe og gå forrest i tacklinger og nærkampe. Der var Schmeichel bare en af dem.

Har du nogensinde hørt Schmeichel erkende, at han begik en fejl?

- Jeg har faktisk hørt det. Men det er sjældent, siger Olsen med et grin.

- Spørger man Schmeichel i dag, vil han jo også sige, at alle laver fejl, men da han var aktiv, havde han nok lidt sværere ved at se det.

Var du nervøs, da I trådte ud på balkonen på Københavns Rådhus?

- Der var simpelthen så mange mennesker inde på det rådhus. Udover holdet var der journalister, fotografer, venner og bekendte, politikere og mange andre, som ville have en bid af kagen.

- Balkonen derinde er ikke ret stor, og da vi skulle ud på den, var der ikke plads til alle, specielt ikke, fordi fotograferne og en masse andre også stod og maste på.

- Det var ikke alle, som overhovedet nåede ud på balkonen, og jeg var en af dem, som ikke kom derud. Jeg stod inden for og havde kun hovedet ude af døren for at kunne følge lidt med, for der var ikke plads til flere.

- Da holdet kom ind igen, så vi så et skilt, hvor der stod, at der maksimalt måtte være seks personer ad gangen på balkonen. Der skete jo heldigvis ikke noget, men tænk, hvor forfærdeligt det ville have været, hvis den var styrtet ned.

Var der mere hygge, smøger og øl efter kampene dengang, end der er i dag?

- Nu ved jeg ikke, hvordan det er på landsholdet i dag, men jeg går ud fra, at det ikke er så løssluppent, som det var dengang, hvor journalister også måtte komme ind i omklædningsrummet.

- Jeg har jo også selv været Superliga-træner og ved, at det på det niveau i hvert fald er anderledes i dag. Vi var mange, der røg dengang, og der er ikke ret mange fodboldspillere, som gør det nu. Der er til gengæld rigtig mange, som tager snus.

- Jeg er sikker på, at landsholdsspillerne hygger sig i dag, og mens de måske godt må drikke en øl eller to, tror jeg ikke, det er på samme måde, som det var dengang.

- Jeg kan godt være ærlig at sige, at efter vores sejr over Holland i semifinalen i 1992, der var der altså fest og farver på hotellet, da vi kom tilbage fra stadion, da vi skulle fejre en plads i finalen. Der blev ikke holdt igen, og mens landsholdet nok også vil fejre en plads i finalen i år, bliver det næppe på samme måde.

Er en tur på McDonalds vejen frem for det nuværende landshold, hvis de vil vinde EM?

- Man kan jo fristes til at sige ja, siger Olsen med et grin.

- Men nej, det havde selvfølgelig ikke noget med selve måltidet at gøre, men de frie tøjler tror jeg ikke, man skal undervurdere.

- Vi var disciplinerede som fodboldspillere, professionelle og gjorde, hvad vi skulle med søvn, træning og så videre, og det gør de helt sikkert også i dag, men det er vigtigt, at man også giver spillerne lidt plads og muligheden for at tømme hovedet.

- Det kan nok blive en udfordring i år, fordi holdet er underlagt så mange restriktioner på grund af corona, men under sådan en slutrunde er det vigtigt med noget adspredelse, og det var vores tur på McDonalds. Det var det helt rigtige for os på det tidspunkt, men jeg tror ikke at landsholdets diætister vil anbefale det i år.

Spørger folk stadig til EM-triumfen, når du møder dem i dag?

- Ja, det gør de. Specielt i denne tid, hvor hypen jo er der med EM på hjemmebane.

- Men ellers vil jeg sige, at det især var det første år efter triumfen, at vi var virkelig efterspurgt af medier og blev mødt med mange spørgsmål og tilkendegivelser, uanset hvor vi var henne.

- Der er stadig med jævne mellemrum folk, der spørger til det og lige skal have bekræftet nogle historier fra dengang.

- Når det er sagt, er det jo typisk folk på mindst 45 år, som spørger til det, for det er dem, der kan huske det. De store fans af landsholdet i dag, dem på 20-25 år, kan jo ikke huske det, så de spørger ikke til det.

- Men jeg møder stadig folk i supermarkeder og andre steder, som fortsat klapper mig på skulderen og giver mig hånden og siger tak for 1992. Det kan være, det ændrer sig lidt, når vi har vundet turneringen igen, og det kan jo være allerede om en måned, siger Lars Olsen til bold.dk. 


Af Mikkel Nøhr
Søndag 13. juni