Luk

10 hurtige: AaB-guld og den amerikanske drøm

| International | 2 kommentarer

Infoboks

FC Nordsjælland - AaB
Superligaen Grundspil (28/02)
Bet25 2,46 3,55 2,60
Oddset 2,60 3,45 2,70
bet365 2,50 3,40 2,70

Thomas Enevoldsen fortæller som sin amerikanske drøm, som igen snart skal udleves syd for Los Angeles og om højdepunkterne i karrieren indtil nu. 

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det den tidligere AaB-profil Thomas Enevoldsen, som snart tager retur til USA til sit andet eventyr, da han igen har skrevet kontrakt med Orange County fra en amerikanske liga USL. 

Enevoldsen fortæller både om en hverdag i glamourøse Orange County, om livet med en håndboldstjerne ved sin side og om de største oplevelser med AaB og Danmark. 

Hvordan er det at bo lidt syd for Los Angeles og leve af sin hobby?

- Det er en drøm. Jeg er stadig glad for at spille fodbold og har ambitioner, men en af grundene til, at jeg gerne vil til USA, er jo også alle de ting, som ligger udenom fodbolden, siger Enevoldsen til bold.dk. 

- Jeg har boet i Danmark, Holland og Belgien, som jo minder meget om hinanden, og USA er bare noget helt andet, og så er det jo også lige Orange County, som vel nok er et af de fedeste steder i verden at bo. 

- Der er godt vejr konstant, jeg træner i shorts og t-shirt året rundt, og så er der bare så meget at tage sig til uden for banen.

- Som min kæreste Lærke (tidligere landsholdsspiller i håndbold Lærke Møller) og jeg siger, så foregår en af de kedelige dage derovre ved poolen eller stranden, og de andre dage sker der bare en masse.

- Fodbolden i USA er ikke det største, men livet som professionel er det samme som i Europa med en træning eller to hver dag og alle de ting, der ellers hører til.

Oplever I meget af byen og områderne i det hele taget?

- Vores kalender er nærmest fyldt op hver eneste dag, og de dage, der er fri derovre, bliver ikke brugt på at være derhjemme. 

- Vi vil ud og opleve noget, og vi har været i byer som San Francisco, Phoenix, San Diego og Las Vegas, mens vi har oplevet Lake Tahoe, Seqouia National Park, Disney World, Universal Studios og alt det, mens vi har boet derovre, så vi keder os bestemt ikke.

- Vi forsøger at få det maksimale ud at det privilegie, det er at bo i Californien, som jo er et enormt dyrt sted at bo, men som vi nu har muligheden for. 

- Californien rummer så meget, og når man står på stranden i badeshorts, kan man i horisonten se bjergtoppe med sne på, og det er kun en køretur på halvanden time fra badeferien til at stå på ski, og det er jo noget af det, som Californien kan.

- Det første år, jeg spillede i Orange County, boede jeg i Newport Beach, som var dér, hvor Kobe Bryant også boede, mens Tiger Woods også har haft hus der. Det er en virkelig lækker by og var en gang den rigeste by i USA målt på, hvad indbyggerne havde at gøre godt med.

- Da jeg var der sidst, boede jeg i en by, der hedder Irvine. Denne gang har vi jo også en baby med, og vi har ikke helt lagt os fast på, hvor det skal være, men der er også så mange lækre områder at vælge imellem.

- Udover at opleve en masse byer har vi også set en masse sport. Jeg er glad for amerikanske sportsgrene og har både set NBA, NFL og NHL live og har set nogle af de største stjerne som Lebron James og Patrick Mahomes, og det er jo fedt at kunne se og opleve det, når tiden er til det.

- NFL er nok den sportsgren, jeg følger mest med i, men den er der jo kun i nogle måneder hvert år, så når den ligger stille, så følger jeg med i andre ligaer. 

- Det er jo det gode ved at bo herovre, især på vestkysten. Man kan se sport fra østkysten fra om eftermiddagen og fra vestkysten om aftenen. Når man kommer hjem, kan man se sport resten af dagen, hvis man vil det.

FOTO: Getty Images

Kan I se jer selv blive boende i Californien, når din karriere er ovre?

- Jeg kunne helt sikkert godt se mig selv blive boende herovre i nogle år, også når karrieren er slut, men her og nu er planen, at vi tager hjem til Danmark, når jeg ikke skal spille herovre mere.

- Men jeg er stor fan af landet og har altid været det, så jeg drømmer om at bruge endnu mere tid herovre, når karrieren er slut og måske også købe et sommerhus herovre.

- Det bliver nok ikke i Californien, fordi her er så dyrt, men det bliver nok nærmere Florida, som både er tættere på Danmark, har færre tidszoner imellem og har det lidt varmere hele året, end der er i Californien.

Er denne kontrakt et sidste eventyr i karrieren, eller har du ambitioner om mere?

- Man drømmer jo altid om noget. Det stopper aldrig, og det er jo også med til at holde én motiveret, men drømmen om eksempelvis MLS tror jeg ikke rigtig på længere.

- Jeg skulle have været i MLS efter mit første år herovre, og at jeg ikke kom det, kan jeg godt stadig undre mig over.

- Jeg havde en fantastisk sæson, hvor jeg spillede samtlige minutter for holdet i 39 kampe, jeg scorede 21 mål, lavede ti assists og blev kåret til den tredjebedste spiller i USL, men det bedste tilbud fra MLS var en prøvetræning, som jeg takkede nej til efter så lang en sæson, hvor jeg følte, at jeg havde bevist mig.

- Da jeg ikke kom til MLS efter den sæson, tænkte jeg, at så skulle det nok ikke ske, og det er ikke noget, jeg tænker på nu.

- Derudover er USL på ingen måde dårlig fodbold eller en kedelig liga. Når folk spørger, hvad niveauet er, siger jeg som regel, at det er 1. division og 2. division lagt sammen, hvor de bedste hold kan spille i toppen af 1. division, mens de dårlige kan ryge i bunden af 2. division.

- Der er 36 klubber og det kan svinge meget i kvalitet. Vi møder blandt andet reservehold fra MLS, hvor man godt kan løbe ind i et halvt hold fra MLS den ene uge, mens de stiller med spillere på 16-18 år en anden gang. 

- Så det kan svinge meget, hvilket også gælder for tilskuere, hvor man kan spille for 20.000 den ene uge og så 200 den næste, hvis man møder LA Galaxys andethold.

Hvem er den bedste træner, du har haft?

- Der er flere trænere, som jeg har været glad for at spille under, men en tendens i min karriere, som jeg godt kan ærgre mig over, er, at jeg kun har spillet under de trænere, jeg synes, var bedst, ét år ad gangen.

- Først var det Erik Hamrén i AaB, som var suveræn. Han troede på mig, da jeg kom op på holdet som ung, og han gav mig chancen på det hold, han førte til det danske mesterskab. Ham havde jeg gerne fortsat med.

- Det samme var sagen, da jeg kom til Groningen og spillede under Ron Jans. Det var ham, der gerne ville have mig derned, og året under ham var fantastisk, men efter én sæson røg han til Heerenveen.

- Den sidste, jeg vil nævne, er Kent Nielsen, som jeg også nød til at spille under, men som jeg også kun nåede at have ét år i AaB. Det ærgrer mig, at de trænere, jeg har haft det bedst med og præsteret bedst under, har været i korte perioder.

- Ser man på min karriere, har jeg ikke bare haft mange trænere, jeg har også spillet ufatteligt mange forskellige pladser i mange systemer, men under de tre var jeg bedst.

- Jeg slog igennem i AaB, blev solgt til Groningen og blev udtaget til VM som venstrekant, hvor jeg virkelig følte mig godt tilpas. Så succesen var stor dér, men derudover var jeg nok bedst som offensiv midt eller hængende angriber.

Hvor var det fedeste sted at spille i Danmark (udover Aalborg naturligvis)?

- Det var uden tvivl Brøndby Stadion. Deres Sydside findes ikke bedre i Danmark, og jeg kan ikke huske, at jeg har tabt derovre, så det gør kun minderne bedre, siger Enevoldsen med et grin.

- Jeg har da sikkert nok tabt derovre, men jeg kan i hvert fald huske, at vi havde et godt tag på dem i flere år, og så er det bare et fedt sted at spille. Allerede da man løb ind og varmede op, blev man mødt af en kæmpe pibekoncert, og det gør bare noget ved én. Tænder en ekstra gnist, som gør det sjovt at spille fodbold.

- I udlandet er det nok Feyenoord, som også kan noget vildt. Jeg prøvede at være med til at tabe 0-5 til dem på udebane, og i slutningen af kampen stod deres fans og sang ‘Always look on the bright side of life’ til vores fans, og de er i det hele taget bare fanatiske og lever virkelig for holdet. Man kan godt sammenligne de to fangrupper med hinanden.

FOTO: Getty Images

Føler du, at du fik det ud af karrieren i Danmark, som du havde håbet på?

- Jeg spillede jo i AaB, og med al respekt for klubben, kan man jo ikke tage for givet at vinde mesterskabet med dem, men det gjorde jeg, og det er kæmpestort. 

- Det manglede bare, at vi også vandt pokalen, men det gjorde de så nogle år efter, da jeg ikke var med.

- Jeg vandt mesterskabet, spillede flere år i Europa, blandt andet i Champions League, så jeg føler ikke, jeg kunne opnå meget mere i den klub.

Hvad var det største - mesterskab med AaB eller debut på A-landsholdet?

- Mesterskabet er det største. Skal jeg lave en top tre i min karriere, vil jeg sige mesterskabet med AaB, dernæst Champions League med AaB og på tredjepladsen at være til VM med Danmark.

- Alle spillere spiller for at vinde noget, så det er bare det største at vinde et mesterskab eller en anden titel, men at få bevis på, at man er blandt de bedste spillere i Danmark ved at spille på landsholdet, bliver jo heller ikke meget større, så jeg tror, at de fleste spillere vil kigge tilbage på sådan en karriere og være glad og tilfreds.

- Stoppede karrieren nu, ville jeg i hvert fald både være stolt og glad, men jeg er også typen, som altid stræber efter endnu mere, og der er da ting, jeg gerne ville have opnået, for eksempel at spille i en af de største ligaer i Europa.

- Efter mit gode år med Groningen og spilletid til VM begyndte der at komme interesse fra Serie A og Bundesligaen, men det blev aldrig til noget, og jeg kom tilbage til en ny træner i Groningen, som mente, at højrebenede kantspillere skulle spille til højre og nærmest med kridt på støvlerne. 

- Det passede mig ikke godt i forhold til den lidt frie rolle, jeg havde sæsonen før på venstrekanten, så den næste sæson i klubben blev ikke nær så god, og så kom muligheden for de store ligaer bare ikke igen.

- Men havde du spurgt mig, da jeg var 15 år og løb rundt på andetholdet som junior i AaB, om jeg ville være stolt af denne karriere, ville jeg selvfølgelig sige ja, når jeg har vundet mesterskab, spillet Champions League og været til VM.

FOTO: Getty Images

Hvordan var det for dig og din kæreste at få en hverdag til at gå op med to professionelle sportskarrierer?

- På nogle punkter var det nemt nok. Både Lærke og jeg var meget ambitiøse med vores karrierer, og vi skulle ikke stå i vejen for hinandens drømme for at opnå det, vi gerne ville.

- Selvfølgelig var det hårdt nogle gange, da der i perioder gik langt imellem, at vi så hinanden, men vi kendte præmissen, da vi fandt sammen. Vi vidste, at det ville være sådan, og det har også kun styrket os.

- Vi kunne bestemt bruge hinanden undervejs i vores karrierer. Når man er professionel atlet, er alt meget nemt, når det hele går godt, og man har succes, men omvendt kan det være ekstremt hårdt, hvis tingene ikke går, som de skal, hvis man for eksempel er skadet.

- Der har vi kunnet løfte og hjælpe hinanden, og det har været godt for os begge to, blandt andet for mig, da jeg var en del skadet og sad meget på bænken i Belgien. Der forstår den anden part frustrationerne, når man kender mekanismerne i sportens verden.

Hvem er den sjoveste holdkammerat, du har haft i AaB?

- Vi havde det fantastisk godt sammen i AaB, som også var med til, at vi havde succes på banen. Vi var gode til at fejre vores sejre ved lige at tage på bar og få et par øl, og det var ikke mange fra truppen, som ikke dukkede op, og det giver bare noget til sammenholdet.

- Skal jeg nævne én, som bare var bindegal og hamrende sjov at have i truppen, så er det Karim Zaza, som kunne finde på de mest mærkværdige ting.

- Vi var måske nogle lidt stille nordjyske gutter på holdet, men så kom ham her direkte fra Vestegnen og satte bare ild til det hele.

- Man kan skrive en bog om sjove ting, han har lavet, og han var bare gal på den fede måde. Det giver virkelig noget til et hold at have sådan nogle typer på holdet, siger Enevoldsen.

Thomas Enevoldsen er lige nu i Danmark og holder sig i gang, inden han i marts tager til USA og starter op med Orange County, hvor sæsonstarten er udskudt til maj i håbet om, at der så kan komme tilskuere på stadion. 

Tegn et sæsonkortabonnement og se alle AaB?s hjemmekampe her


Af Mikkel Nøhr
Torsdag 25. februar