10 hurtige: Fængselsfrygt og nosser i brand

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det den tidligere venstreback Martin Pedersen, som særligt i AaB blev kendt for sit store temperament og sin vindermentalitet.

Den nu 37-årige nordjyde kigger tilbage på karrierens allerstørste oplevelser, der tæller mesterskab og Champions League, men fortæller også ærligt om de nedture, der har været på vejen.

Hvad husker du som højdepunkterne i din karriere?

- Som Aalborg-dreng og AaB-fan fik jeg debut på hjemmebane mod FCK og vandt 3-0, og det står stadig som noget helt specielt og fantastisk i min karriere og mit liv.

- Fra jeg var fem-seks år, fantaserede jeg om at løbe ind på Aalborg Stadion, og den drøm gik så i opfyldelse på en skøn sommerdag med en flot sejr over FCK. Min familie holder med AaB, og jeg har altid stået på Aalborg Stadion. Debuten dér var helt unik, og det vil altid så som et af mine bedste minder.

- Derefter kom alt det, der fulgte med, og sådan nogle ting som min første scoring for AaB, det danske mesterskab i 2008 og Champions League-eventyret var selvfølgelig også kæmpestort.

- Hver gang jeg trådte ind på stadion var specielt. Jeg levede virkelig min drøm ved at spille i AaB, og at vi så skulle få samlet så godt et hold og få så store oplevelser sammen gjorde jo bare det hele mere eventyrligt.

Du spillede over for Cristiano Ronaldo og fik ros af Sir Alex Ferguson. Det må også have været fedt nok?

- Hvis han virkelig mente mig, er det klart, at større kompliment fra en fodboldfaglig type fås vel ikke.

- At skulle stå over for så god en modstander i sådan et scenarie var helt vildt. Vi skulle som danske mestre forsvare Danmarks farver i verdens bedste turnering mod de allerbedste hold. Det var noget surrealistisk at skulle stå over for Ronaldo som en sølle Aalborg-dreng. Mange spiller træningskampe mod de store hold, men det her blev bare ikke større.

- Uanset hvor god man er som fodboldspiller, så er det bare de færreste, der oplever sådan nogle ting. Det var en voldsomt fed periode at være AaB-spiller.

- Til kampen i Manchester sad Ronaldo ude, men i Aalborg kom de med hele pivtøjet, så der startede jeg med at spille over for Ronaldo, og så byttede han med Nani i løbet af kampen. De havde Rooney og Berbatov på toppen, og så kom Tevez ind senere, så der var lidt at se til for os, siger Martin Pedersen med et grin.

- Jeg var ikke nervøs før United-kampene, men så det bare som en kæmpe udfordring og oplevelse, og så skulle den bare have fuld smadder. Jeg har altid godt kunnet lide pres, og det var bare det ultimative at få lov til.

- Det er det samme, som hvis jeg spiller FIFA, hvilket jeg er pivelendig til. Jeg vil altid spille på det bedste niveau, og ellers gider jeg ikke. Jeg elsker at måle mig mod de bedste, og at kunne få lov til det dengang var jo vanvittigt.

Hvad var din karrieres største lavpunkter?

- Min karriere tog desværre en forkert drejning, da jeg forlod AaB, så set i bakspejlet skulle jeg aldrig have gjort det. Jeg havde nogle samtaler med Lynge på daværende tidspunkt, og det var, som om min stolthed og stædighed stod i vejen, så jeg ikke blev i AaB.

- Jeg havde nogle fine snakke med Lynge, og de ville gerne have forlænget med mig, men de gjorde det også klart for mig, at de måske ville til at bruge Michael Jakobsen på venstre back. Fordi han var inde omkring landsholdet, havde han måske bedre muligheder for at blive solgt, og der så de store muligheder i at lave et godt salg af ham som venstre back.

- Det blev jeg naturligvis pivhamrende skuffet over, for jeg så den venstre back som værende min. Jeg havde seks måneder tilbage af min kontrakt, og så blev vi bare enige om, at så var det måske på tide for mig at prøve noget nyt.

- Set i bakspejlet var det en elendig beslutning. Jeg skulle bare være blevet, for jeg tror, jeg var kommet til at spille. Om jeg så havde forlænget med AaB eller ej, kunne jeg måske have spillet min kontrakt ud, og så tror jeg, mulighederne nærmest havde været uendelige som dansk mester og Champions League-deltager på det tidspunkt.

- Jeg har aldrig som sådan fortrudt ting. Jeg har altid gjort, hvad jeg følte, der var det rigtige for mig, men det er klart, at når man sidder og er færdig som fodboldspiller, så kan man godt kigge tilbage på nogle rigtige og forkerte beslutninger, siger Martin Pedersen og bliver afbrudt af sin lille søn. Han vil have slik, men får fortalt, at det er slut, hvorefter han ikke lægger skjul på sin utilfredshed med den beslutning.

- Han har sin fars temperament, kan du nok høre, lyder det i telefonen med et grin.

Hvad betyder det for dig, at AaB gav dig en chance til, da du som 22-årig fik 30 dages betinget fængsel for at have været i håndgemæng i Aalborg midtby?

- Det betyder alt. Der er mange, der har spurgt mig med hensyn til Lynge, og hvordan han var, og jeg må bare sige, at AaB var min anden familie, og i den AaB-familie var Lynge en far for os. Han kunne skælde os ud, når vi gjorde noget forkert, og det gjorde han så sandelig også, men omvendt var han der også for os, når vi havde brug for ham.

- På det tidspunkt havde jeg virkelig brug for AaB og Lynge, for konsekvenserne af mine valg på det tidspunkt kunne jo have været enorme for mig personligt og professionelt. Men både Lynge og Hamrén sagde til mig, at du må lære af dine fejl, og så må vi tage de konsekvenser, der følger med. Når du har fået din dom, vil AaB stadig være her for dig, for så har du fået den straf, du nu skulle have. Det betød alt for mig.

- Det var et svært, men også et kæmpe øjeblik for mig, fordi AaB støttede mig sådan. Lynge kom ind og var der for mig i retten, og det viste også bare, at vi stod sammen og var der for hinanden – også i hårde tider. Jimmy og David havde også brug for hjælp på et tidspunkt, og der hjalp vi også hinanden som en familie.

Hvad frygtede du, at sagen ville betyde for dig?

- Kort og kontant var jeg bange for, at jeg skulle i fængsel. Jeg fik at vide, at der blev slået hårdt ned på voldssager i øjeblikket, men jeg blev så også lidt beroliget af min advokat, for uden at forklejne noget var det heller ikke så voldsomt, og der skal jo to til tango.

- Jeg fik den bedste dom, jeg kunne få, men det er klart, at som ung og uerfaren i retssystemet aner man ikke, hvad der kommer til at ske. Men jeg havde heldigvis gode mennesker omkring mig, hvor min familie og AaB støttede mig i den proces.

- Selvfølgelig tænkte jeg, hvad der ville ske, hvis jeg skulle ind og sidde. Hvor lang tid? Har jeg en klub og en kontrakt bagefter? De tanker havde jeg da, men heldigvis gik det ikke sådan.

Du blev på et tidspunkt kåret til Superligaens største bisse. Var det fair nok?

- Det er svært, for faktisk fik jeg jo ikke så mange røde kort. Jeg fik da en del gule kort, og ja, jeg gik da ofte til grænsen. Jeg kunne jo godt lide de kampe, hvor der virkelig var smæk på. Jeg kunne godt lide at tackle og være i dueller, og selvfølgelig havde jeg et temperament, som jeg nok ikke var nået så langt uden, men Superligaens største bisse alligevel?

- Jeg tænker, der er andre, der også har været i spil, men jeg var da en spiller, man nok lagde mærke til og kunne høre. Jeg var meget verbal, og det var en krig, hver gang jeg trådte inden for kridtstregerne.

- Jeg har temperament og er også verbal uden for banen, men man kan heller ikke sammenligne det at spille fodbold med at fungere uden for banen. Jeg tror, folk vil sige, at jeg var en anden type, når vi trænede og spillede kamp, og når vi ikke gjorde.

- Jeg er en meget følelsesmæssig person. Jeg har altid mine følelser uden på tøjet, så folk er ikke i tvivl om, hvornår jeg er glad eller ked af det. Jeg viser mine følelser og er meget kommunikerende. Nogle er meget introverte, og andre er meget ekstroverte, og det var det sidste, jeg var og stadig er.

Har du nogensinde stået over for en modspiller, der spillede hårdere end dig selv?

- Nu er det sjældent, at fløjspillere er deciderede terriere, så ikke lige hvad jeg mindes, men det, som jeg også har noteret mig omkring de ting, er, at jeg altid har hadet at spille over for hurtige spiller. Så kan man spørger hvorfor, for jeg var da og okay hurtig selv, men så alligevel ikke.

- Jeg hadede at spille over for spillere som Jonas Kamper og Razak Pimpong og den slags eksplosive spillere, der nærmest bare kunne tage et træk, og så var man væk. Omvendt elskede jeg at spille over for store og stærke spillere, som man skulle i nærkamp med og kunne slå sig på.

- Som type har jeg altid godt kunnet lide at slås og kæmpe for tingene, og derfor har jeg også altid set frem til at spille mod spillere, der havde samme mentalitet og indstilling.

Man har hørt mange sjove historier fra AaB-tiden. Hvem var de største spasmagere?

- Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal starte, indleder Martin Pedersen, der tager en dyb vejrtrækning og fortsætter:

- Da jeg kom op i Superliga-truppen som ung gut, var der allerede typer som Thomas Augustinussen. Han er indbegrebet af en gøgler. Man skulle nærmest tro, at når han ikke spillede fodbold, var det eneste, han tænkte på, hvordan han kunne drille og pranke os andre. Det gjorde han på fuld tid.

- Vi havde en gruppe med Augo, Würtz, Risgård, Jacob Krüger, mig selv og sådan. David Nielsen kom til og var jo også en spradebasse uden lige dengang. Jeg tror også, det handlede om, at når man man kom til AaB, blev man indlemmet i den familie, som det var. Vi tog os af og drillede hinanden.

- Der blev gjort ting, hvor almindelige folk måske ville tænke, hvad det var for et cirkus, men vi havde et fantastisk broderskab, hvor vi viste hinanden kærlighed ved at drille hinanden uden for banen.

Hvad husker du som de sjoveste og vildeste pranks, der blev lavet?

- Der var det eksempel, hvor der var blevet lagt et grisehoved i David Nielsens seng, som han fortalte om i Offside for nylig, men der er mange andre historier.

- Jeg kom også engang ud i min bil, hvor der stank noget så grusomt, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af hvorfor. Til sidst fandt jeg så en gammel, sur ost, som Augo vist havde lagt ind under sædet, og den kørte jeg rundt med i flere dage, hvor jeg simpelthen ikke kunne forstå, hvad der foregik.

- Jeg tror, det var Mads Bro Hansen, der boede ude i Klarup, hvor der blev lavet noget med noget pigtråd, der pludselig gik af, og så gik der en masse fyrværkeri i gang.

- Jeg kan ikke huske, om det også var Augo eller måske Christian Lundberg, der smurte tigerbalsam på sæderne inde i saunaen, så da vi sad 10-15 mand derinde, begyndte vi pludselig at løbe skrigende ud én efter én, fordi vores nosser var ved at brænde af.

- Den resterende del af truppen lå selvfølgelig på gulvet af grin inde i vores opholdsrum. Der blev lavet nogle vilde ting, men det var også et tegn på, at vi havde det sindssygt godt med hinanden, og jeg tror også, det hjalp os på banen.

- Da jeg var i SønderjyskE, var det sammen med Henrik Hansen, som nu er assistenttræner i OB, og han er også en kæmpe gøgler. Der var engang, hvor jeg kørte fra Haderslev og skulle hjem til Aalborg, og så kom Henrik Hansen og nogle af de andre holdkammerater kørende op på siden af mig, og jeg kunne bare se, de skraldgrinede.

- Det var så, fordi der hang et par fodboldstøvler, som de havde bundet fast på anhængertrækket på min bil, så jeg havde kørt der på motorvejen med fodboldstøvler dinglende efter.

- Jeg vil også nævne sådan en som Søren Pallesen i Vejle. Han var også en herlig og fantastisk sjov fyr at være sammen med både på og uden for banen.

Du står noteret for hele 28 kampe på U21-landsholdet, men nåede aldrig op på A-landsholdet. Hvorfor ikke?

- Mit bedste bud er, at jeg ikke var god nok, siger Martin Pedersen med et smil og fortsætter:

- Jeg havde en U21-landstræner i form af Flemming Serritslev, der så et kæmpe lys i mig, og det er jeg selvfølgelig ham evigt taknemmelig for. Jeg kom med i en meget ung alder, hvor jeg ikke engang havde fået min debut for AaB, tror jeg. Jeg fik en kamp på U20-landsholdet, og derefter blev jeg udtaget direkte til U21-landsholdet, hvor jeg nærmest spillede fast i fire år.

- Der var også perioder, hvor jeg spillede på Danmarksserie-holdet i AaB, men hvor jeg stadig var på U21-landsholdet, og det kan jo lyde helt absurd, fordi jeg der spillede sammen med spillere, der til daglig spillede i Milan, Liverpool og sådanne klubber.

- Men Flemming troede på mig og så et lys i mig, men jeg præsterede også. Nogle af de allerbedste i min karriere spillede jeg på U21-landsholdet. Man siger, at fodboldspillere vokser med tillid og selvtillid, og det gjorde sig virkelig gældende for mig.

- Hver gang jeg kom med i U21-truppen, vidste jeg nærmest, at jeg skulle spille. Jeg havde en træner, der troede på mig og kendte mine styrker og svagheder. Han gav mig selvtillid, og det var jo kæmpestort, siger Martin Pedersen.

Udover AaB, SønderjyskE og Vejle tæller Martin Pedersens cv islandske Valur, FC Hjørring, Fredericia, færøske B36 Torshavn og Jammerbugt, hvor han egentlig stoppede karrieren i 2016 for at blive træner.

Trænerkarrieren blev dog en kort fornøjelse i Jammerbugt, hvorefter han faktisk pillede støvlerne ned fra hylden og genoptog sin aktive karriere i Vejgaard, men i dag har han skiftet helt væk fra fodboldsporet.

Martin Pedersen er nemlig pædagog i Jammerbugt Kommune, hvor han arbejder med børn i alle aldre.