Luk

10 hurtige: Folk tror jeg er mega arrogant

| Danmark | 5 kommentarer

Infoboks

Esbjerg fB - Hvidovre IF
1. division (20/10)
Oddset 1,48 4,50 6,20
bet365 1,53 4,50 4,75

Jakob Ankersen forklarer, at hans ærlighed har givet ham problemer undervejs og har givet folk et fejlagtigt billede af ham som en arrogant type.

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang har vi talt med Jakob Ankersen, som er kendt som en spiller, som altid har turde sige sin mening.

Vi kommer blandt andet ind på et rigtig dårligt ophold i Belgien, hak over tuden for sin åbenmundethed og sine dueller med brormand Peter.

Jakob Ankersen fortæller også om sin nylige afsked med AGF og det noget overraskende skifte til Esbjerg. 

Hvorfor var det dig, der blev kantspiller, og Peter, der blev back?

- Jeg ved ikke, om der er en logisk forklaring. Jeg har altid syntes, det var federe at være i den anden ende, og mens Peter også er stærk offensivt, ved jeg faktisk ikke, hvordan han kom ned på backen, siger Jakob Ankersen til bold.dk.

- Jeg har også selv spillet højreback kort i mit første år i 1. division, men det sagde mig ikke det store, selvom det dengang bare handlede om at spille. Da vi rykkede op i Superligaen, røg jeg også op som kant, og det har været min position lige siden.

- Jeg ved ikke, om Peter har været ved at komme op på kanten. Han startede som back og var også back i Vejle.

- Som typer minder vi enormt meget om hinanden. Vi har selvfølgelig udviklet os i hver sin retning, da vi har spillet forskellige pladser, men fysisk og løbemæssigt er vi meget ens og har også mange af de samme kvaliteter og mangler.

Hvordan har det været at stå direkte over for Peter i kampe om point?

- Det er da specielt, men som jeg har sagt før, er det mere omgivelserne, der synes, det er sjovt, at to tvillinger spiller over for hinanden. Jeg synes personligt ikke, at det er sjovt.

- Vi er professionelle, så når kampen er i gang, er vi også i gang, og det er ikke som sådan en samtaleemne for os.

- For at være helt ærlig ville jeg hellere være de kampe foruden, men vi forsøger begge to bare at få det bedste ud af det.

- Jeg skal da være helt ærlig at sige, at jeg ikke vil smadre fuldkommen igennem på ham. I nogle kampe, hvor tingene ikke fungerer, får man brug for lige at skralde igennem, gå i ryggen på en modstander og sætte sig lidt i respekt, men det ville jeg ikke gøre over for ham. Ser man på det på den måde, er der derfor lidt forskel, når det er ham.

I hvilken klub har du haft din bedste kontrakt?

- Det er ikke noget, spillere gider at snakke om, og det gider jeg heller ikke, men jeg kan da sige, at en god kontrakt er mere end bare, hvad der står på lønsedlen.

- Der hvor jeg har haft det bedst, er i Esbjerg-tiden, hvor vi var i Europa, mens min sidste periode i AGF også var rigtig fed. Det var to hold, som virkelig fungerede som enheder og havde homogene trupper, og når man oplever det, gør det også kontrakten federe. Altså når man tjener penge og samtidig har det godt.

- Der er ikke nogen, der skal vide noget om, hvad jeg tjener, men jeg kan da godt sige, at jeg har haft fine kontrakter og har haft muligheden for at lægge noget til side.

- Jeg har ikke været i Premier League, Serie A eller hvor man ellers får de rigtig store kontrakter, men jeg har det piv godt og præcis, som jeg vil have det.

- Hvem vil ikke have 20 millioner ekstra på bogen? Det vil de fleste nok takke ja til, men jeg har det sgu fint og mangler ikke noget.

Hvorfor endte du med at forlade AGF, og er du ked af afskeden?

- Jeg havde egentlig også selv forventet, at det ville gå anderledes, men jeg fik en rigtig fin afsked med klubben og har ingen følelser i klemme eller noget som helst. Jeg snakker stadig med PC den dag i dag, og der er ingen sure miner.

- Det er klart, at jeg havde forventet, der ville blive sat mere pris på, hvad jeg viste, især til sidst i klubben. Jeg så mig som en vigtig spiller og var skuffet over det tilbud, PC kom med, for det tilbud var ikke en vigtig spiller værdigt, følte jeg.

- I første omgang meldte PC ud, at han gerne ville forlænge, men tilbuddet var ikke til, at jeg kunne se mig selv fortsætte med at være en vigtig spiller, for skal man være det, skal man også betales derefter og have den længde på kontrakten, som matcher rollen, og det var de to faktorer, som gjorde udslaget.

- Men jeg var sygt glad for at være i AGF og følte også, at jeg var ved at vinde nogle GF-hjerter til sidst, så det var super ærgerligt, det ikke blev til mere. Men det ændrer ikke på, at det var en super afsked for mig i klubben, og jeg er super glad for min tid i GF.

- Der var henvendelser fra andre Superliga-klubber, og der var mange, der undrede sig over, at jeg tog til Esbjerg og tænkte, hvad fanden der skete, men jeg fik et tilbud, som var rigtig svært for mig at takke nej til. Ambitionsniveauet var, at vi skulle rykke op med det samme, og det fik mig til at takke ja.

- Al respekt for Viborg, men var det dem, der var kommet med samme tilbud, havde jeg ikke takket ja, for det er Esbjerg, der er min klub, og som jeg vil have tilbage til Superligaen.

- Jeg forstår godt, at folk undrer sig, for jeg var god i den sidste periode i Superligaen og AGF. Corona gjorde tingene lidt sværere, og jeg kunne godt have ventet og haft is i maven, men det havde jeg ikke lyst til.

- Jeg havde lyst til at få afklaring på fremtiden, og Esbjergs tilbud var lidt take it or leave it. Jeg lavede plusser og minusser for muligheden og kunne se, at der var klart flest plusser at tjekke af, og jeg kan absolut ikke klage over dette skifte.

Har det nogensinde bragt dig i problemer, at du er en spiller, som tør tale lige ud af posen?

- Ja, det har det da. Jeg har da tit fået at vide, at jeg er lidt for langt fremme i skoene.

- Jeg har også fået at vide af mange, at de troede, jeg var mega arrogant, og at det først er, når de lærer mig at kende, at de finder ud af, at jeg ikke er arrogant.

- Det har altid været en del af mig at sige min mening, hvis jeg føler, at den skal ud, og så er jeg lidt ligeglad, hvem det er, jeg taler om. Det betyder, at man må tage sine tæsk engang imellem, og det gør jeg også uden at brokke mig.

- Det gælde også for Peter, at han heller ikke er bleg for at sige tingene, som de er, og sådan har vi altid været. Vi gider ikke at pakke det ind.

- Jo ældre, man er blevet, jo mere har man også at skulle have sagt, og jeg har aldrig fortrudt noget.

- Nogle spillere trives ikke så godt med at have andre spillere, trænere eller pressen på nakken, mens andre lader det ryge ind ad det ene øre og ud ad det andet. Det er meget individuelt.

- Men jeg har det også sådan, at hvis man ikke siger sin mening, kan man heller ikke forvente, at tingene går, som man gerne vil have det. Det gælder både på taktikmøder og i pressen. Man kan ikke beklage sig over et udfald, hvis man ikke har sagt sin mening om tingene inden da.

Er det udelukkende positivt at se Peter spille på landsholdet, når han har gjort det, eller kan du også blive misundelig?

- Det er sgu nok nemmere at komme på landsholdet som back end som kant. I hvert fald for Danmark. Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om.

- Peter og jeg har været afsted på landsholdet sammen over en periode på nogle måneder, men her fik jeg desværre ikke nogle minutter under Morten Olsen.

- Det sad lidt i mig, at jeg følte, det var mærkeligt at udtage én, hvis man ikke havde planer om at bruge ham, så jeg var da skuffet.

- Havde jeg nu bare fået chancen, så man efterfølgende kunne diskutere, om jeg greb den eller ej, så kunne jeg måske have forstået det, men jeg fik aldrig chancen i kamp, og det irriterede mig da.

- Jeg er super glad og stolt på Peters vegne, når han har spillet landskampe, men samtidig pisse træt af, at jeg aldrig selv nåede det. 

- Havde vi spillet samme position, hvor han fik alle minutter i stedet for mig, havde det måske været træls, men jeg er kun glad for, at han har prøvet det så mange gange.

Hvilken anden dansk klub vil du helst vinde over og hvorfor?

- Der er mange, der ikke kan lide FCM, men jeg kan jo godt lide, når spillere eller klubber tør stikke snuden lidt frem, så selvom FCM har taget mange tæsk, kan jeg egentlig godt lide deres måde at være lidt fremme i skoene.

- Steinlein har jo mange gange givet den fuld gas, når FCM skulle møde FCK, og det kan jeg sgu egentlig godt lide.

- Jeg vil ikke sige, at jeg selv nogensinde har haft en hadeklub. Da jeg var i AGF, var hadeklubben Randers, og det kan jeg godt forstå for dem, som er fra Aarhus, men det var aldrig mere specielt for mig personligt at møde Randers end at møde Horsens eller SønderjyskE.

- Jeg har altid bare godt kunnet lide at spille de store kampe, for eksempel i top seks i Superligaen, hvor der altid var nerve, stemning og god modstand. Der føler jeg mig godt tilpas, fordi begge hold har noget på spil og noget at tabe.

- Jeg kan ikke lide at møde hold, som ikke har det store på spil. Som Silkeborg i sidste sæson, hvor de ret tidligt ikke havde så meget at tabe. 

- Tabte de 4-0, trak man jo bare lidt på skuldrene, og der var ingen kritik, for det var jo bare Silkeborg, og vandt de så 6-0, blev de hyldet for at spille fantastisk. Det er lidt en gratis omgang, som jeg var træt af at skulle op imod.

Hvad er det værste, du har oplevet i karrieren?

- Min oplevelse i Belgien og Zulte-Waregem var uden tvivl det værste. Det var forfærdeligt fra start til slut.

- Det hele lød så godt og rosenrødt, men da jeg forlod klubben efter bare et halvt år, og vi sad og skulle opsummere, hvad der var gået galt, var det absolut alt. Alle de bokse, jeg var blevet lovet og havde forventet, kunne jeg ikke sætte et eneste flueben ud for.

- Så det var alt, der gik galt, og det var i bund og grund nogle rigtig dyre lærepenge. Jeg sad på en tribune og gloede i rigtig mange kampe, og det var første gang, jeg havde prøvet det i min karriere. Det kostede selvtillid, tid og energi, og jeg lærte virkelig meget om mig selv og frem for alt, hvem kunne stole på og ikke stole på.

- Jeg følte mig bestemt før bag lyst af nogen, det skal der ikke herske tvivl om. Jeg får ikke noget ud af at ruske op i det og sige, hvem det drejede sig om. Det har jeg talt med vedkommende om, hvor jeg fortalte min mening om, hvordan jeg så udviklingen af det hele fra start til slut, og der er ingen tvivl om, at der var sket noget, som ikke kom mig til gode.

- De ting, jeg blev sat i udsigt, gik slet ikke som forventet, og der må være sket noget uden for kulissen, som jeg aldrig fik noget at vide om, men som fik store konsekvenser for mig.

Hvilken spiller eller klub var du fan af som yngre?

- Jeg ved ikke, om man må sige det, men det var tykke Ronaldo. Brasilianeren.

- Det var ikke, fordi jeg gik så meget op i det. Jeg har aldrig spillet FIFA, jeg hader spillet, men for mig handlede det bare om, at Ronaldo havde fødselsdag samme dag som mig.

- Ronaldo og ham franskmanden Petit (Emmanuel Petit, red.) havde også fødselsdag den 22. september, så de blev dermed mine yndlingsspillere.

- Jeg synes selvfølgelig, der er nogle spillere, som er rigtig fede at kigge på, men decideret fan er jeg ikke. Mange fans har jo haft følelser for den samme klub og de samme spillere rigtig længe, men spørger man mig, kan jeg bare gode lide Chelsea i England, Barcelona i Spanien osv., uden at være decideret fan.

Hvem er den hårdeste modstander, du har stået over for i Superligaen?

- Det lyder måske mærkeligt at sige det, men det har jeg aldrig rigtig tænkt over.

- Jeg har mødt en masse dygtige spillere, som i perioder har haft et fint tag på mig, men jeg har jo ikke spillet på landsholdet eller i Champions League, så de helt store stjerner som Sergio Ramos har jeg jo aldrig stået over for.

- Der er ikke én, som popper frem i hovedet på mig. Vi havde nogle rigtig hårde og svære kampe med Esbjerg i Europa League mod Standard Liege og Fiorentina, og der var nogle pisse gode modstandere, men jeg aner bare ikke, hvad de hedder, siger Ankersen med et grin.

- Skal jeg pege på én, som ikke var en direkte modstander, er det Carlos Zeca, som ikke er hård, men bare rigtig god. 

- Han fylder ufatteligt meget og får bare fat i alt, og han har hele pakken som central midtbane. Han er Superligaens med afstand bedste midtbanespiller. Han har måske et lidt sløjt spark, men kan ellers alt.

- Jeg har prøvet at tænke over, om jeg kan pege på en back, men det kan jeg simpelthen ikke. Lars Jacobsen var rigtig god, da han var på sit højeste, men jeg har ikke haft dén ene back, jeg bare kan sige, at han var sgu umuligt at spille over for.

- Jeg kan ikke huske, hvad de spillere, jeg mødte for seks år siden, hed. Jeg har mødt en masse backs, som har gjort det pisse svært for mig, men der er ikke én, jeg kan pege på frem for andre, som jeg kan med Zeca i forhold til andre midtbanespillere.

KØB BILLETTER TIL AGF's KOMMENDE HJEMMEKAMPE HER!


Af Mikkel Nøhr
Tirsdag 20. oktober